Bødskov skal svare på krav om grænsekontrol

Justitsminister Morten Bødskov skal svare på Danmarks holdning til tysk-fransk forslag om grænsekontrol

Dansk Folkeparti vil nu have justitsminister Morten Bødskov (S) til at svare på, hvad han mener om det fransk-tyske forslag om grænsekontrol internt i EU.

Dermed lægger DF endnu mere pres på det danske EU-formandskab og den danske justitsminister, som lige nu forsøger at læge sårene efter VKO's aftale om grænsekontrol ved at få en aftale om området på plads i EU.

- Det bliver interessant at læse Bødskovs svar, især når man tænker på Socialdemokraternes slingrekurs i forhold til spørgsmålet om den danske grænsekontrol, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen i en kommentar.

Sidste år kritiserede Tysklands regering flere gange VKO's grænsekontrol. Men nu vil Tyskland og Frankrig gøre det muligt at indføre grænsekontrol i 30 dage.

Forslaget kommer oprindelig fra Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, men det har fået støtte fra den tyske regering, som er enig i, at beslutningen om at indføre midlertidig grænsekontrol skal ligge hos de enkelte lande og ikke i EU-Kommissionen.

En intention, som Dansk Folkeparti støtter:

- DF mener under alle omstændigheder, at det enkelte land suverænt selv må bestemme. Vi arbejder stadig for dansk grænsekontrol, siger Martin Henriksen.

For justitsminister Morten Bødskov kommer det fransk-tyske forslag imidlertid meget ubelejligt. Forslaget har allerede fået kritik fra flere fremtrædende medlemmer af EU-Parlamentet, og nu er det op til Morten Bødskov at finde et kompromis.

Derfor vil han ikke melde klart ud, men siger til Morgenavisen Jyllands-Posten:

- Det danske formandskab prioriterer den såkaldte Schengen Governance-pakke højt med henblik på at skabe et generelt styrket Schengensamarbejde.

- Det er vores klare mål at opnå enighed i rådet og med Europa-Parlamentet om den samlede pakke inden udgangen af vores formandskab.

- Formandskabet ser i den forbindelse positivt på bidrag til den videre proces, og vi vil nu studere det fransk-tyske forslag nærmere, siger Morten Bødskov til Jyllands-Posten.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere