- Hehe ..Husk storskrald i morgen. ;-)))...
Sådan skriver DF'eren Tina Petersen til et manipuleret foto af en muslimsk pige og kvinde omgivet af sorte skraldesække, som politikeren angiveligt har lagt op på Facebook.
Det er blevet for meget for Lars Nexø fra København, der har politianmeldt politikeren, der så sent som september 2011 var folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.
- Jeg mener ikke, man kan sammenligne mennesker med skrald – det er jo en hån. Jeg er overbevist om, at de personer, der går med burka ikke synes den er speciel sjov – men det er der noget, der tyder på, at Tina Petersen og hendes venner gør, fortæller Lars Nexø til TV2 Fyn.
Kommentarer fra venner
Billedet af de muslimske kvinder florerer lige nu heftigt på sociale medier, og flere af Tina Petersens venner blander sig også i debatten.
- Husk: Det skal videre til Kommunekemi, da det er farligt affald ;) skriver en kvinde bl.a.
Dansk Folkeparti har tidligere ekskluderet såkaldte 'landsbytosser' pga. rabiate udmeldinger.
Det har ikke været muligt at fange Tina Petersen for en kommentar.