Nu skal Tesfaye i Det Kgl. Teater

Mattias Tesfaye skal se et Shakespeare-stykke sammen med kongelig tenor

Mattias Tesfaye er mest vant til at komme i en skurvogn. Nu skal han på Det Kgl. Teater og se Shakespeare. (Foto: Thomas Sjørup)
Mattias Tesfaye er mest vant til at komme i en skurvogn. Nu skal han på Det Kgl. Teater og se Shakespeare. (Foto: Thomas Sjørup)

Nu får SF's næstformand Mattias Tesfaye mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med Det Kgl. Teater.

Tenor Peter Lodahl fra Det Kgl. Teater forsøger at nuancere Tesfayes kultursyn ved at invitere ham ind og se Shakespeare-stykket En Skærsommernats Drøm.

Tesfaye har været i vælten for, at han ikke er så vild med den finkultur, der bliver opført på Det Kgl. Teater.

- Danmarks vigtigste scene er ikke en gammel teaterkasse på Kongens Nytorv, men et stort fodboldstadion på Østerbro med plads til 40.000 roliganer, skrev Tesfaye i en klumme i Ekstra Bladet tidligere på året.

Læs mere: Finkultur sender SF-top ud i nyt opgør

Nu skal den nyvalgte næstformand selv på besøg i teaterkassen.

- Han har købt to billetter til et stykke Shakespeare den 10. maj. Nu skal jeg bare lige skaffe pasning, så er jeg klar, siger Tesfaye.

- Glæder du dig?

- Jaaa. Det siger min kone, jeg skal, så det gør jeg.

- Har du nogen sinde været i det kongelige før?

- Jeg har en gang været ude i det nye operahus, men jeg har aldrig været inde på selve teateret.

- Tror du, at vil ændre syn på det, når du kommer til at se, hvad der foregår derinde?

- Det ved jeg ikke. Jeg er ikke det store teatermenneske, men jeg tager selvfølgelige gerne imod tilbuddet. Det er fordi, han gerne vil vise mig, at der er flere facetter i det, end han tror, jeg tror. Det er jeg selvfølgelig interesseret i af finde ud af, siger Tesfaye.

Peter Lodahl skrev til Tesfaye via facebook, da debatten rasede. Tesfaye vidste ikke, hvem han var, men er glad for at have en kyndig hjælper med til hans teater-debut i Det Kgl. Teater.

- Når han er tenor, forventer jeg, han kan guide mig igennem stykket, og fortælle om hemmelighederne. For det kan godt være lidt svært tilgængeligt, siger Mattias Tesfaye.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere