Ida Auken springer ud som sanger

Miljøminister Ida Auken sprang lørdag ud som sanger på SF's landsmøde. Læs hendes sang her

Ida Auken iført SF-rigtig farve - og nu med mikrofon (privatfoto)
Ida Auken iført SF-rigtig farve - og nu med mikrofon (privatfoto)

SF LANDSMØDE, KOLDING (ekstrabladet.dk) Først fik vi Ida fra X Factor. Nu har vi fået Ida fra SF. Lørdag aften holdt SF fest på landsmødet, og aftenens underholdning stod 'Miss Miljø', Ida Auken, for. Efter endt forsøg på stand-up-show hev hun endnu en overraskelse op af den røde hat. Hun havde nemlig haft digter-kysen på i påsken, hvor hun havde kreeret en sang.

LÆS: SF: Sørgelig Fest

- Jeg skrev den før landsmøde, men den passer stadig meget godt, grinede Ida Auken fra scenen.

Og så var der ellers dømt fællessang i Kolding.

Det var dog ikke kun gæsterne, der skrålede med på den yderst selvironiske sang - Ida Auken nuppede selv mikrofonen og gav den gas fra scenen i noget, der mindede om de indledende runder af X Factor. Selv om flere af festens deltagere var enige om, at det nok ikke var sangstemmen, der fik hende videre i X Factor, så blev sangen modtaget med grin og glæde under et ellers anspændt landsmøde.

ekstrabladet.dk har fået lov til at dele Ida Aukens sangskat:

(melodi: den er fin med kompasset)

SF i regering: en sælsom formering
af økonomi, grøn og rød politik.
Debat om det hele, vi er begge dele
lidt arbejder-folkeparti polemik.
Vi vil være som andre og helst som os selv
økonomisk ansvarlige, kickstart med gæld.
Hvis kansas og sweater ej sælger billetter,
så se på de andre partiers taktik:

Måske radikale, de er geniale
og lytter på alle - sig altid fornyr
Er venner med banker, har kun store tanker
om men'sker - og så er de gode ved dyr!
Radikale har sandheden helt i sin magt
Fornuften er deres, ja så er det sagt.
Skønt kloge og sande, er Aage og Anne
og alle vi andre for skæve til R!

Hvad gør liberale? De elsker at prale
af magten, men bruger den kun på sig selv.
Lækagesag, bilag, en stor gratis villa
Lars Løkke kan slippe med småsnyd og held.
Tørre alt af på krisen og løbe sin vej,
en kriger på Facebook, men ellers lidt fej.
Så Jesper og gruppen de kigger på truppen
i Venstre og siger så heldigvis nej!

I Messerschmidts firma, der hader de Irma
og alle de frelste med øko og spelt.
Vil Danmark indhegne og Muhammed tegne
og hylde Geert Wilders som frihedens helt.
Men når samfundet føles forpligtende stort,
så smider de Folkeparti-sjælen bort.
Godt Olsen og Möger de vil noget større
for SF og verden på hver deres felt.

Hvis Holger og konen vil ha rev'lutionen
er Listen til venstre det sikreste sted.
Johanne med flere vil barrikadere
kontoret hos Mærsk, indtil han følger med.
Dog med hænder så rene som nyfalden sne,
vil de sidde helt stille og vente og se.
For ansvaret tynger og hæng'køjen gynger
så dejligt, når Enheden hviler i fred.

Regerings-kolosser på lerfod er Sosser
de syns jo, at magten omsider kom hjem.
De kører med klatten langt ud i rabatten
og havner i trængsel før klokken blir fem.
Men skønt Færre Forandringer anfægter troen,
så er det da godt, at vi har Ole Sohn
og Gade og Bagge - dem kan vi nu takke
for grøn energi i hvert arbejderhjem.

På tur hos de andre kan tankerne vandre,
men vender dog hjem til sin græsgang til sidst.
For SF kan samle fra unge til gamle -
professor og murer og cirkusartist.
Selv lidt modgang i Gallup og hos TV2
får ikke SF til at falde til ro.
Partiet med ild i - i spidsen står Villy
og tænder os alle med humor og gnist!

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere