Kræver Margrethe lægger pres på Bahrains konge

TV2s politiske redaktør Henrik Qvortrup ønsker dronningen medvirker til at lægge pres på Bahrains konge, som hun tidligere har givet et storkors, for at redde dansk Abdulhadi al-Khawajas liv. Enhedslisten har været ude med samme krav

Margrethe bør bakke om i kampen om at få frigivet al-Khawaja, mener politisk redaktør og politiker (Foto: AP)
Margrethe bør bakke om i kampen om at få frigivet al-Khawaja, mener politisk redaktør og politiker (Foto: AP)

Normalt er holdningen, at Dronning Margrethe skal holde sig til at klippe nogle snore over og sejle lidt rundt i kongeskibet. Hun skal ikke blande sig i politik.

Men sådan er det ikke i sagen om den sultestrejkende danske statsborger Abdulhadi al-Khawaja, der er tæt på at dø i den stenrige ørkenstat Bahrain.

TV2s politiske redaktør Henrik Qvortrup kræver i sin klumme i dagens udgave af MetroXPress, at dronningen blander sig i den sag og opfordrer hende til at sende et brev til sin royale kollega i Bahrain.

Al-Khawaja har fået en livstidsdom og er blevet tortureret efter han med fredelige midler krævede demokrati og menneskerettighederne overholdt i Bahrain.

'Vores egen dronning Margrethe har også været på de breddegrader - under anderledes behagelige forhold, ganske vist. Det var sidste år, da hun ved et officielt besøg brugte lejligheden til at begave sin vært - Bahrains enevældige konge - med en udsøgt erkendtlighed fra hoffet, det eftertragtede storkors', skriver Qvortrup.

Han fremhæver desuden, at dronningen ved den lejlighed på et pressemøde roste kongen, Sheikh Hamad bin Isa al-Khalifa, for at 'have en god fornemmelse for, hvad der rører sig i hans land'.

Det er noget uklart, hvordan Margrethe er nået frem til den beskrivelse.

'I denne sag kunne dronningen (nogle ville sige 'for en gans skyld') gøre en forskel. En appel fra Margrethe er måske lige præcis det, der vil få myndighederne til at løselade al-Khawaja. Afvises kan det ikke, at en trussel om at miste det prestigefyldte Storkors kunne få den bahrainske konge til at benåde al-Khawaja', skriver TV2s politiske redaktør.

Han står ikke alene med synspunktet om at Margrethe må træde i karakter. Gruppeformanden for det ellers så republikanske parti Enhedslisten, Per Clausen, var i påske uden med en tilsvarende anmodning til regenten.

- Det kan godt være, at det gør et indtryk på dem, at det er en dronning, der henvender sig. Og hvis det er det, der skal til, så er den ingen grund til ikke at gøre det, sagde Per Clausen til Radio24syv.

Søndag afviste det øverste retslige råd i Bahrain, at landet vil udlevere danskeren. Men kongen kan omstøde den beslutning.

- Mit indtryk er, at man i Bahrain er optaget af kongelige relationer, og jeg er sikker på, at man er glad for den flotte medalje, herskeren dernede fik, sagde Per Clausen.

Den radikale udenrigsordfører, Rasmus Helveg Petersen, mener ikke at dronningen skal slikke sig selv i nakken og sætte et frimærke på et brev til kongen af Bahrain.

- Jeg synes ikke, at dronningen skal være en del af Danmarks udenrigspolitik, sagde han til Radio24syv.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere