Far til Farumkommission vil læse det meste

Tidligere top-SF'er Aage Frandsen, der stod bag kravet om Farum-undersøgelsen, lover at læse megarapporten

- Øj du milde!

Tidligere folketingsmedlem for SF, Aage Frandsen, lægger ikke skjul på sin forbavselse, da han hører, at den undersøgelse af Farum-sagen, som han selv i sin tid var med til at gennemtrumfe, er endt med at være på mere end 15.000 sider.

Alligevel lover han, at han vil læse rapporten, hvis ikke den hele, så i hvert fald "mere end konklusionen".

- Det føler jeg mig forpligtet til, selvom jeg ikke er politisk beslutningstager i dag, siger Aage Frandsen.

Som ledende SF'er var han en af bannerførerne, da et flertal uden om den daværende regering i 2002 besluttede at nedsætte en kommission, der skulle undersøge Peter Brixtoftes bystyre i Farum.

VK-regeringen var imod en kommissionsundersøgelse, og Justitsministeriet advarede om, at en kommission kunne risikere at gå i vejen for bagmandspolitiets undersøgelser af sagen.

Alligevel lykkedes det SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten at blive enige med Dansk Folkeparti og dermed skaffe flertal uden om regeringen.

Om rapporten, der har været 10 år under vejs og kostet mere end 53 millioner kroner, har været bestræbelserne værd, vil Aage Frandsen ikke tage stilling til, før han har læst den.

- Vi vidste godt, at det ville tage noget tid, fordi der også var en politisag. Men det er beklageligt, at det har taget så lang tid, siger han.

At undersøgelsen har taget lang tid, understreges af det faktum, at ingen af de dengang ivrigste fortalere for kommissionen sidder i Folketinget i dag.

Aage Frandsen er pensionist og det samme er Dansk Folkepartis Poul Nødgaard, der dog sidder i byrådet i Ringsted.

Enhedslistens Line Barfod har forladt Folketinget, mens Socialdemokraternes talsmand i sagen, Svend Auken, døde i 2009.

Farum-kommissionen har torsdag præsenteret sin undersøgelse af de politiske forhold, pengeforbrug og meget andet i venstremanden Peter Brixtoftes tid som borgmester.

Rapporten kom tilfældigvis dagen efter, at regeringen har nedsat en anden kommission, nemlig Irak-kommissionen.

Og Aage Frandsen har da også et par gode råd til den nye kommission.

- Det er vigtigt at man sætter en tidsfrist på og sørger for, at det ikke økonomisk løber af sporet, siger han.

Han henviser til, at Farum-kommissionen er blevet kritiseret for at bruge alt for mange penge, blandt andet ved at holde til på en dyr adresse i centrum af København.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere