Thorning går ind i sag om sultestrejkende

Statsministeren har skrevet til Bahrains konge. Indsatsen for at få udleveret den sultestrejkende forstsætter

Statsministeren understreger, at Danmark vil fortsætte med at lægge pres på Bahrain for at få udleveret den sultestrejkende danske statsborger, der er fængslet i landet.

- Abdulhadi al-Khawajas tilstand er meget kritisk, og vi fortsætter vores indsats på alle niveauer, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på sit ugentlige pressemøde.

Hør Helle Thorning-Schmidt fortælle om situationen i tv-klippet over artiklen

Hun oplyser, at hun har skrevet til Bahrains konge og til landets premierminister om at løslade den sultestrejkende dansk-bahrainer.

- Det er en sag, vi har arbejdet intenst med fra dansk side i nogen tid. Vi har taget kontakt til Bahrains myndigheder på mange niveauer, fortsætter statsministeren.

Meldingen kommer, efter at SF's medlem af Europaparlamentet, Emilie Turunen, tirsdag kritiserer EU for at være alt for usynlig i sagen om den danske statsborger Abdulhadi al-Khawaja, som sidder fængslet og sultestrejker i Bahrain.

Turunens kritik kommer i kølvandet på, at USA har meldt ud, at de nu sætter diplomater på sagen om den fængslede danske statsborger. Men det skulle EU selv have gjort langt tydeligere og hurtigere, mener Turunen.

Danmark og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har i en længere periode forsøgt at få Abdulhadi al-Khawaja udleveret. Men indtil videre forgæves.

Abdulhadi al-Khawaja, der har dansk statsborgerskab, er dømt til fængsel på livstid for at forsøge at ændre Bahrain fra kongedømme til republik. Han sultestrejker i protest mod myndighedernes behandling af ham.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har sendt et officielt brev til sin kollega i Bahrain og anmodet om, at den danske statsborger udleveres. Men myndighederne i Bahrain har endnu ikke afgjort sagen.

Trods frygt for, at Abdulhadi al-Khawaja var død efter sin sultestrejke, fik den danske ambassadør i Bahrain mandag afslag på at besøge den danske livstidsfange.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere