Thorning: Slut med løssluppen velfærd

Der venter trange år, når det gælder velfærd, siger Thorning. Cepos håber på nulvækst i regeringens 2020-plan.

Danskerne skal ikke regne med, at kommunerne i de kommende år automatisk bruger flere penge på børnehaver, skoler og tilbud til handicappede.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), som dermed går ind i debatten om, hvor mange penge der vil være til velfærd i de kommende år.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt vil danskerne opleve, at der kommer langt mere kontrol og styring med økonomien i kommuner og regioner. Det skyldes den nye budgetlov med sanktioner, som et bredt flertal i Folketinget står bag.

- Budgetloven betyder, at det ikke bare er nok, at man lægger et budget. Men surprise, surprise, man skal også overholde budgetterne, siger Helle Thorning-Schmidt.

Det kommer til at kunne mærkes, fordi det ikke længere vil være muligt for kommunerne at udskyde eksempelvis en nedskæring på antallet af pædagoger i børnehaverne. Budgettet skal stemme:

- Der er ikke nogen tvivl om, at den situation, man har haft i mange år, hvor der er langt budgetter, som ikke er holdt, den slutter nu. Derfor kommer vi ned på andre vækstprocenter i det offentlige forbrug, end vi hidtil har kendt, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun får ros af den liberale tænketank Cepos, som håber, at statsministeren vil omsætte sine ord om skarpere styring med det offentlige forbrug til at indføre væsentlig mindre vækst end VK-regeringen lagde op til.

- Gennem mange år har den offentlige sektor fået lov til at vokse til verdens største, uden at det har ført til større tilfredshed hos danskerne. Det vidner om, at flere penge ikke er løsningen. Det er derimod øget effektivitet, siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

VK-regeringen lagde ifølge Mads Lundby op til en vækst på 0,8 procent om året i det offentlige forbrug i perioden 2014 til 2020. Det vil give 30 milliarder kroner ekstra til den offentlige sektor.

Men Thorning burde optimalt set holde nulvækst i perioden, så der bliver råd til at bruge 10-15 milliarder kroner på at sætte skatten på arbejde ned og dermed øge arbejdsstyrken, mener Mads Lundby.

/ritzau/

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere