Nettet strammes om topofficerer i fangesag

Syv centralt placerede officerer har afleveret redegørelser i den voksende sag om antallet af irakiske fanger

Sagen om daværende forsvarsminister Søren Gades (V) misvisende svar til Folketinget om antallet af irakere, der blev tilbageholdt af danske soldater under krigen i Irak, vokser ifølge Politiken søndag.

Forsvarsministeriet har bedt syv højtstående officerer om at aflevere redegørelser for deres rolle i den fejlagtige besvarelse om antallet af fanger i Irak. De syv kommer fra selve ministeriet, Forsvarskommandoen og Hærens Operative Kommando (HOK).

Dermed rykker ansvaret tættere på den politiske ledelse og daværende forsvarsminister Søren Gade (V), skriver Politiken.

Redegørelserne er overgivet til Kammeradvokaten, der i løbet af et par uger sender en indstilling til forsvarsminister Nick Hækkerup (S) om sagen.

Det kan føre til, at en eller flere af forsvarets nøglepersoner skal igennem en personalesag og eventuelt en tjenestemandssag.

Hverken formanden for officersforeningen, Bent Fabricius, eller formanden for de offentlige chefer i Djøf, Per Hansen, kan huske tidligere sager, hvor så mange chefer er blevet inddraget i en sag om fjernede eller tilbageholdte oplysninger.

- Det er bestemt ikke hverdagskost - gudskelov, siger Per Hansen til Politiken.

De syv officerer beklædte nøgleposter, da forsvaret og ministeriet efter tre måneders interne forhandlinger i foråret 2007 blev enige om et svar til Folketinget om antallet af fanger.

I svaret oplyses, at danske soldater har tilbageholdt 198 fanger. Og Søren Gade skriver til slut, at 'opgørelsesmetoden giver et korrekt omfang af tilbageholdelserne'.

Det rigtige antal tilbageholdte var imidlertid mindst 500.

Forsvarsminister Nick Hækkerup vil ikke kommentere antallet af indblandede officerer eller deres rang.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere