Blikkenslagertenoren vandt over fri købesex

Vil man have ægte politisk debat skal man gå til ungdomspolitikerne - de kommende folketingsmedlemmer og ministre. Og blandt dem blev Danmarks bedste debattør i dag kåret på Folkemødet

Danmarksmesteren i debat, Peter Hummegaard Thomsen (tv) og nr. to, VU-formand Jakob Engel-Schmidt på Gæstergiverens scene i Allinge efter dysten. (Foto: Klavs Bo Christensen)
Danmarksmesteren i debat, Peter Hummegaard Thomsen (tv) og nr. to, VU-formand Jakob Engel-Schmidt på Gæstergiverens scene i Allinge efter dysten. (Foto: Klavs Bo Christensen)

- Regeringen minder om en mand, der er faldet i søvn bag rattet og kører i den forkerte vejbane.

Sådan lød det i dag fra vinderen af Danmarksmesterskabet i debat 2011 ved Folkemødet i Allinge.

Det var nemlig hverken Venstre Ungdoms 'skandinaviske vindermodel' eller Liberal Alliances Ungdoms 'Købesex, ja tak', der løb med sejren i finalen i dag.

Den ultraliberale formand for LA Ungdom, Sasha Renate Bermann, gjorde ellers et ihærdigt forsøg på at ryste op i Gæstgiverens tætpakkede gårdhave på Folkemødets sidste reelle dag:

- Jeg vil have frihed til at spise usundt, til at ryge, til at sælge sex, til at gå med burka og med kniv, sagde den kønne 24-årige ungdomspolitiker fra scenen med sin drevne stemme.

Noget af en svada, der alligevel kun rakte til en tredjeplads til Danmarks svar på en kommende Sarah Palin, som et bud lød.

Der blev hujet godt fra de mange fremmødte, hvoraf de fleste var medlem af politiske partier og ungdomspartier.

Vandt på tåreperser om mor
Vinder af DM i debat gik til DSU-formand, Peter Hummelgaard Thomsen, der af Politiken-redaktør og dommer Kristian Madsen fik etiketten 'Blikkenslagertenoren'.

Den lille DSU'er med den store stemme vandt hele dommerpanelet med sin historie om sin 49-årige mor, der er slidt ned af rengøringsjob, et konkret eksempel på, at efterlønnen ikke skal afskaffes, gjaldede han til stor jubel blandt publikum.

Andenpladsen gik til VU-formand Jakob Engel-Schmidt, der ifølge ordstyreren kom til at ligne en socialdemokrat ved siden af Sasha Renate Bermann.

Arrangørerne af DM i debat var Dansk Ungdoms Fællesråd og Politiken, og præmien var foruden æren en flaske boblevand.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere