Hvilshøj bliver politisk chef i Cepos

Venstres tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj bliver ny politisk chef i den liberale tænketank Cepos

Rikke Hvilshøj, tidligere integrationsminister for Venstre, bliver ny politisk chef for den borgerligt-liberale tænketank Cepos, skriver dagbladet Børsen.

Hun tiltræder i Cepos den 1. april, og hendes opgave bliver at styrke dialogen med de politiske partier.

- Rikke skal sikre, at vores analyser og forslag når frem til de rigtige politikere, uafhængigt af partifarve, siger direktør i Cepos, Martin Ågerup, til avisen.

- Endvidere skal hun sørge for, at Cepos altid har fingeren på pulsen med hensyn til, hvad der rører sig rent politisk, så vi kan leverer de rette svar og løsninger på de rette problemer og på det rigtige tidspunkt, siger han.

41-årige Rikke Hvilshøj er uddannet cand polit., og havde under den tidligere VK-regering flere fremtrædende ordførerposter. Hun stoppede i politik i 2007 efter at have været integrationsminister i tre år.

Som minister blev Rikke Hvilshøj blandt andet udsat for et brandattentat mod hendes hjem.

Rikke Hvilshøj har, siden hun lagde politik på hylden, arbejdet i Dansk Erhverv og senest i Konica Minolta.

0 kommentarer
Vis kommentarer