Fem skarpe til Søvndal om billige billetter

SF-formand Villy Søvndal svarer på, hvor langt en halv milliard kroner til billigere billetter rækker

Spørgsmål: Hvor langt rækker den halve milliard, som I nu har afsat til billigere billetter?

- Det rækker så langt, som en halv milliard rækker. Det er klart, at oprindeligt - da vi lavede vores aftale (med Socialdemokraterne i 2009, red.) - der havde vi et ønske om at sænke taksterne i hovedstaden med en milliard.

- Når vi ikke får betalingsringen, så er det selvfølgelig hele landet, der skal have gavn af det, og så er det også klart, at så bliver det en mindre takstreduktion.

- Men det er første gang i 10 år, at det er lykkedes at lave en mærkbar reduktion af billetpriserne. Hvor vi placerer dem, det har vi til gode at finde ud af, det har vi ikke aftalt endnu.

Spørgsmål: Det bliver en mærkbar reduktion og ikke bare et par procent?

- Nej, i forhold til den vane, hvor taksterne er steget år for år, er det selvfølgelig mærkbart, når priserne falder.

Spørgsmål: Men rækker en halv milliard til, at man kan mærke det, eller vil folk sige, at det her er så lidt, at det er ligegyldigt?

- Jeg ved ikke, hvad folk vil sige, men jeg ved, at alene det at bryde den stigningstakt, vi har set de seneste 10 år og få et reelt fald, det er en ændring i dansk trafikpolitik.

Spørgsmål: Når I sænker priserne, vil det så få flere til at benytte den offentlige trafik?

- Jeg tror, det betyder noget, men før vi gør noget ved trængslen, vil det ikke få en afgørende virkning. Men i forhold til, hvor vi stod, så er jeg nogenlunde tilfreds med den aftale, vi fik lavet i går.

Spørgsmål: Hvornår bliver I mere konkrete omkring indholdet af det her?

- Det tør jeg ikke sige. Jeg vil ikke lade mig binde af en bestemt tidshorisont. Det afgørende er, at det skal træde i kraft ved årsskiftet.

0 kommentarer
Vis kommentarer