Enhedslisten kalder Thorning til krisemøde

Støttepartiet kræver indflydelse på forhandlingerne om betalingsringen

Mens statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har holdt krisemøde med SF om betalingsringen, banker nu også støttepartiet Enhedslisten i bordet.

Partiet kalder regeringen til et krisemøde om betalingsringen, som Enhedslisten ikke vil finde sig i at miste indflydelse på, skriver politiken.dk.

- Betalingsringen er nævnt i finansloven (som regeringen har vedtaget sammen med Enhedslisten, red.).

- Derfor er det helt naturligt, at vi skal have en drøftelse med regeringen om, hvad der skal ske fremadrettet, siger Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, til politiken.dk

Enh.: Vi sttøtter ikke hvad som helst
Han forventer at blive indkaldt til møde 'hurtigst muligt'.

I de seneste uger har Enhedslisten været koblet helt af forhandlingerne om ringen.

I stedet har finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) forsøgt at finde en model for betalingsringen, som både S og SF kan acceptere.

- Indimellem kan man godt få fornemmelsen af, at regeringen glemmer, at den ikke er en flertalsregering. Det er jo ikke sådan, at Enhedslisten støtter alt, hvad de finder på, siger Per Clausen.

Enhedslisten vil støtte betalingsringen, hvis den reducerer biltrafikken og luftforureningen i København og skaber bedre og billigere kollektiv trafik. Og Per Clausen forventer fortsat, at ringen bliver til noget.

0 kommentarer
Vis kommentarer