Vestager blander sig ikke i S-SF-slagsmål

Det vigtige er at løse trængselsproblemerne i København - det er ikke afgørende hvordan, siger den radikale partileder Vestager

Margrethe Vestager befinder sig vel ved at være i Bruxelles, mens S og SF slås om københavnsk myldretidstrafik hjemme i Danmark. (Foto: Polaris Images)
Margrethe Vestager befinder sig vel ved at være i Bruxelles, mens S og SF slås om københavnsk myldretidstrafik hjemme i Danmark. (Foto: Polaris Images)

Det Radikale Venstres leder, Margrethe Vestager, er tirsdag morgen i Bruxelles og har det fint med at overlade til lederne og topministrene fra de to øvrige regeringspartier at slås om betalingsringen på et krisemøde.

Mødet finder sted her tirsdag morgen og handler om striden mellem Socialdemokraterne og SF, der tilsyneladende ikke kan blive enige om betalingsringen. Det har tidligere været fremme, at overskuddet fra betalingsringen skrumper. Dermed er der færre penge til at løfte den offentlige trafik.
Læs:

Se også: Sådan kan Søvndal få billige busbilletter

Det er her, en del af uenigheden ligger. SF har i valgkampen garanteret 40 procent billigere billetter, men for nylig luftede fremtrædende socialdemokrater, at det handler om bedre offentlig trafik fremfor billigere billetter.

Margrethe passer Ecofin
Men det slagsmål overlader regeringspartneren De Radikale altså til S og SF.

- Jeg skal jo passe Ecofin her, siger Margrethe Vestager, der er i Bruxelles for at holde møde med EU's finans- og økonomiministre.

Men trængslen er der behov for at løse, lyder det.

- Jeg synes, det er en god idé at løse trængselsproblemerne i København, for der er borgere, som irriteres over spildtid på vejene og borgere, som må døje med luftforurening. Så det skal man under alle omstændigheder løse.

- Men om man vælger det ene eller det andet eller det tredje redskab, det er ikke afgørende for os. Men jeg synes da bestemt, man skal gøre sit for, at folk bruger den kollektive trafik, siger Vestager og undgår dermed at vælge side i striden mellem S og SF.

Sådan er betalingsringens historie

* 2009: Socialdemokraterne og SF foreslår i deres fælles skatteudspil 'Fair Forandring' en betalingsring omkring København. Betalingsringen beskrives kun kort.

* 16. maj 2011: Socialdemokraterne og SF præsenterer den store økonomiske plan 'Fair Løsning', hvor betalingsringen også omtales. De to partier forventer et overskud på to milliarder kroner fra betalingsringen. Pengene skal bruges til bedre kollektiv trafik.

* 19. august: Socialdemokraterne og SF konkretiserer planen om betalingsringen. Ringen skal ligge i Ring 2, og taksten skal højest være 25 kroner per passage. I de første to år dog højst 15 kroner per passage, og uden for myldretiden vil taksten være lavere, hedder det.

* 3. oktober: S-R-SF-regeringen præsenterer regeringsgrundlaget, som indeholder forslag om en betalingsring, der skal indbringe 'ca. 2 milliarder' til bedre kollektiv trafik.

* 4. januar 2012: Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) erkender, at betalingsringen 'ikke er perfekt'. Dermed signalerer statsministeren, at regeringen er klar til at lytte til kritikken.

* 5. januar: Regeringens støtteparti, Enhedslisten, oplyser, at det mest 'realistiske' er, at indtægten kun bliver på 1,5 milliarder kroner.

* 7. februar: Anonyme kilder fortæller nu, at betalingsringen kun vil give et overskud på 700-800 millioner. Helle Thorning-Schmidt kommer i problemer, da hun på et pressemøde fejlagtigt hævder, der i regeringsgrundlaget står, at betalingsringen 'højst' skal give to milliarder kroner.

* 8. februar: Folketinget må udskyde en stort anlagt konference om betalingsringen. Lovforslaget om betalingsringen skulle være gennemgået på konferencen, men det er fortsat ikke klar. Forslaget forventes fremlagt efter vinterferien.

* 20. februar: Beregninger fra transportministeriet viser, at det vil koste 450 millioner kroner om året at sænke taksterne med 40 procent i myldretiden i hovedstadsområdet forstået som de fem timer i døgnet med flest passagerer. Ifølge Politiken kan de penge findes ved for eksempel at hæve priserne på fartbøder.

* 21. februar: Statsminister Helle Thorning-Schmidt holder krisemøde med SF-leder Villy Søvndal og andre topministre for at finde en løsning på sagen. Ifølge flere medier er S klar til helt at opgive betalingsringen.

kilde: ritzau

0 kommentarer
Vis kommentarer