Dansk Bahrain-fange skriver brev til Søvndal

Sultestrejkende og livstidsfængslet dansk statsborger i Bahrain skriver brev til Villy Søvndal

Dansk fange opfordrer Villy Søvndal til at involvere sig mere i hans sag (foto: Peter Mydske)
Dansk fange opfordrer Villy Søvndal til at involvere sig mere i hans sag (foto: Peter Mydske)

Den fængslede danske statsborger Abdulhadi al-Khawaja beder i et brev fra sit fangenskab i Bahrain udenrigsminister Villy Søvndal om at involvere sig mere i hans sag.

Den sultestrejkende al-Khawaja vil have sin sag retmæssigt undersøgt, hvorefter Danmark kan tage affære angående hans fængselsdom.

- Jeg ville sætte pris på, at min sag bliver undersøgt for at kulegrave de utallige overgreb, jeg har været udsat for, samt det retmæssige grundlag for min fængsling, skriver han i brevet.

Desuden opfordrer han i brevet Søvndal og de danske myndigheder til at koordinere mere med andre EU-stater for at beskytte og løslade andre, i hans øjne, uretmæssigt fængslede. Som eksempelvis hans bror Salah Al-Khawaja og en Bahrain-svensker.

Al-Khawaja har siddet fængslet siden en demonstration mod styret i Bahrain i april 2011. Da demonstrationerne mod det sunnimuslimske styre i Bahrain begyndte i februar sidste år, blev de brutalt slået ned af sikkerhedsstyrker.

Fra 1989-2001 har Abdulhadi al-Khawaja boet i Danmark, efter han fik politisk asyl og senere statsborgerskab.

- I Danmark oplevede jeg det sociale og politiske system, der har inspireret mit arbejde for demokrati og menneskerettigheder i Bahrain, skriver han i brevet.

Det er anden gang, han påbegynder en sultestrejke. Den første varede en uge. Den anden indledte han kun to dage efter, og den har indtil videre varet 12 dage.

Hans datter Maryam Al-Khawaja, der arbejder for Bahrains center for menneskerettigheder, skriver i en mail til Ritzau, at hun er meget bekymret for, at hans "hurtigt forværrede tilstand vil blive fatal".

Udenrigsminister Villy Søvndal har tidligere udtalt i en mail til Ritzau, at man fra dansk side er "overordentligt bekymret for den helt uacceptable behandling".

0 kommentarer
Vis kommentarer