Tre ministre 'afhørt' om dybt kriminel familie

Hele tre ministre måtte forklare det offentliges 'venlighed' overfor den stærkt kriminelle Levakovic-familie

privatfoto
privatfoto

'Uacceptabel', 'utilstrækkeligt', 'utilfredsstillende' og en række andre u-ord.

Det var kernen i svarende fra tre ministre, der i dag var indkaldt til møde i Folketingets Integrationsudvalg.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen kunne, med baggrund i redegørelse fra Københavns Kommune, få lov til at forklare, hvordan det kan lade sig gøre at fem medlemmer af den stærkt kriminelle Levakovic-familie kunne modtage kontanthjælp samtidig med de afsonede fængselsdomme.

Hun kunne oplyse, at kommunen har iværksat et tættere samarbejde med Kriminalforsorgen.

- Det er´klart at borgere, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet ikke skal have kontanthjælp, sagde hun, samtidig med hun henviste til en skriftlig redegørelse, som er fortroligt i forhold til det offentlige samråd.

Justitsminister Morten Bødsgaard henviste til de gældende regler, bl.a. omkring udvisning.

- Som bekendt har Højesteret slået fast, i sagen med Fisfis fra Vollsmose, at man kan udvises uanset om man har familie her i landet, sagde justitsministeren, der mener at de gældende regler er tilstrækkelige.

Den holdning deles af Social- og Integrationsminister Karen Hækkerup, der dog kunne fastslå at 'visse familier er så dårligt interegrerede, at det må få alle alarmklokker til at ringe'.

Initiativtager til samrådet, integrationsordfører Martin Henriksen (DF), ville gerne vide om der er startet sager mod de medlemmer af Levakovic-familien der uberettiget har modtaget kontanthjælp.

- Også her kan der være tale om personfølsomme oplysninger, så jeg vil generelt sige at Københavns Kommune søger at inddrage de midler, som er udbetalt uberettiget.

Inger Støjberg fra Venstre var meget fortørnet over, at udvalget havde fået en fortrolig redegørelse, som Mette Frederiksen frisk og frejdigt læste højt af.

- Ministeren forhindrer os i at drøfte denne sag offentligt, mens hun selv læser højt af papiret. Det er dybt kritisabelt.

Integrationsministeren forsvarede sig med, at hun kun citerede de dele, der ikke er personfølsomme. Hun gjorde samtidig opmærksom på, at hun selv havde bedt om at samrådet ikke var offentligt.

Hun kunne efterfølgende, i et svar til Inger Støjberg, oplyse, at kun 'et enkelt parti har forlangt offentlighed'.

Det stod lysende klart for alle, at det var et ønske fra Dansk Folkeparti.

Mette Frederiksen afviste et forslag fra Martin Henriksen om at f.eks. tidligere betjente eller soldater skulle være vagter på socialcentrene.

ekstrabladet.dk har tidligere beskrevet, hvordan medlemmer af Levakovic-familien har truet sig til hjælp.

0 kommentarer
Vis kommentarer