Minister om Tobias: Ikke godt nok

– Det er simpelthen ikke godt nok, skriver daværende socialminister Benedikte Kjær om kommunens redegørelse efter Tobias' tragiske død

8o skader havde den lille dreng på sin 80 cm. lange krop. (Privatfoto)
8o skader havde den lille dreng på sin 80 cm. lange krop. (Privatfoto)

15 måneder gamle Tobias Schmidt Jørgensens død fik allerede i sommer politikerne op af stolene. Daværende socialminister Benedikte Kjær bad Kolding Kommune om at lave en redegørelse om sagsforløbet, og da den første redegørelse ikke var klar nok, fik kommunen besked på at lave den om.

Se også: Kommune advaret seks gange: Nu er lille Tobias død

Nu har social – og integrationsminister Karen Hækkerup sendt sagen videre.

– Den konkrete sag er meget tragisk og trist. Jeg har bedt Ankestyrelsen om at se på den som led i kulegravningen af flere af de sager om vold og seksuelle overgreb, vi desværre har set i de seneste år. Den viden, vi får herfra, skal bruges aktivt til at forbedre indsatsen og forhindre lignende sager i fremtiden, skriver hun i en mail til Ekstra Bladet efter at have læst EKSTRA’s artikel om Tobias.

Ministeren vil ikke kommentere sagen yderligere, men siger generelt:

– I forhold til børnesager generelt er det ekstremt vigtigt, at alle omkring barnet er opmærksomme på de tegn og faresignaler, som børn udviser, og at man får underrettet myndighederne, hvis man har en bekymring. Og så skal man som kommune handle på de underretninger, man får.

– Det er simpelthen ikke godt nok, hvis der ikke bliver reageret ordentligt på underretninger, og man derfor ikke får igangsat den nødvendige støtte i tide.

Se også: Tobias blev bidt 34 gange Tobias blev bidt 34 gange

Hverken Ekstra Bladet eller Tobias’ familie kan få indsigt i den redegørelse, Kolding Kommune har lavet, fordi den indgår i straffesagen med Tobias’ mor og stedfar.

I stedet ville Ekstra Bladet gerne have spurgt kommunens borgmester, hvad der gik galt. Hvorfor familien ikke fik hjælp. Hvorfor der ikke blev sat en vikar ind, da familiens første socialrådgiver blev syg. Hvordan man kunne overse, at en overlæge to måneder før Tobias’ død direkte forudså en familietragedie.

Borgmester Jørn Pedersen afviser dog at udtale sig, før der formelt er rejst tiltale mod Tobias’ mor og stedfar.

0 kommentarer
Vis kommentarer