SF er positiv over for EU-præsident Herman Van Rompuys udkast til en aftale om finanspagten.
- Udkastet er en positiv tilgang til at få alle eurolande og ikke-eurolande til at gå sammen, nu hvor Europas fremtid står på spil.
- Udkastet viser positiv velvilje til at få alle med, siger SF's EU-ordfører Lisbeth Bech Poulsen.
Ifølge politiken.dk fremgår det af udkastet, som Van Rompuy har sendt til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og de andre stats- og regeringschefer i EU, at lande, der tilslutter sig pagten, kan få forbehold og undtagelser, hvis det er nødvendigt.
Hensynet i udkastet til Danmarks euroforhold gør, at det første af SF's to betingelser for dansk tilslutning til aftalen er opfyldt, skønner hun.
At Danmark så også kan blive fri for sanktioner, hvis kravene til de offentlige budgetter overskrides, kan måske tolkes som om, at SF's andet krav også er opfyldt, mener hun.
Det krav handler nemlig om, at Danmark i perioder har lov til at kickstarte økonomien med en ekspansiv finanspolitik.
- Men på det punkt må vi forbeholde os ret til at få et entydigt svar. Vi må først se, om det er det, der menes, førend vi kan tage stilling.
- Det er meget vigtigt for SF, at vi har mulighed for at føre en ekspansiv finanspolitik, siger Lisbeth Bech Poulsen.