Børn må og skal beskyttes bedre af straffeloven end voksne.
Det mener retsordfører Karsten Lauritzen (V), der er forarget over, at det har vist sig, at sexovergreb på voksne straffes hårdere end sexovergreb på børn - til trods for at strafferammerne er nogenlunde ens.
- Jeg må tage mig til hovedet, når jeg hører, at børnekrænkere bliver straffet lettere end 'almindelige' voldtægtsforbrydere for de samme typer af overgreb. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt - specielt fordi vi faktisk har skærpet strafferammen på området, siger han til ekstrabladet.dk.
Tal fra Danmarks Statistik, som Politiken henviser til i dagens avis, viser, at 'almindelige' voldtægtsforbrydere i gennemsnit får 21,7 måneders fængsel, hvorimod børnekrænkere slipper med gennemsnitligt 11,8 måneder bag lås og slå. Og det er langt fra nok, mener Karsten Lauritzen, der vil bede justitsminister Morten Bødskov (S) om at undersøge, hvordan det kan være tilfældet, at pædofile slipper billigere.
LÆS OGSÅ: Sexovergreb mod børn giver kun halv straf
- Overgreb er selvfølgelig en forfærdelig ting, uanset om det sker for børn eller voksne. Men jeg vil personligt have ualmindeligt svært ved at forklare et 10-årigt barn, der er blevet udsat for overgreb, at det er mindre værd end en voksen person, siger han fortsætter:
- Derfor er det også afgørende, at vi så hurtigt som muligt får justitsministeren til at undersøge, hvad der går galt, så vi kan få lavet om på de her. For mig er det simpel logik og sund fornuft, at vores børn skal beskyttes bedre end voksne.
Hvad mener du? Er det i orden, at seksuelle overgreb på børn bliver straffet mildere end på voksne?