Lars Løkke Rasmussens rådgiver Mikael Børsting erkender nu, at han har holdt tæt kontakt til den omstridte spindoktor Peter Arnfeldt om Helle Thorning-Schmidts skattesag. I tiden op til, at Skat frikendte Thorning i efteråret 2010, mødtes Mikael Børsting, der dengang var pressechef i Venstre, med daværende skatteminister Troels Lund Poulsens spindoktor Peter Arnfeldt, hvor skattesagen var på dagsordenen.
- Vi har jo haft vores møder, og vi har sikkert vendt de sager, som har kørt i pressen i forhold til skatteeksperter, som har udtalt dit, dut og dat i forhold til skattesagen. Det var en offentlig sag i Venstre, og det må jeg selvfølgelig også stå ved. Vi kørte den sag, fordi vi syntes, at det var en sag, siger Mikael Børsting.
Læs også: Løkke væver om skattesagen
Børsting understreger samtidig, at han 'aldrig har talt med Peter Arnfeldt om personfølsomme oplysninger i Thornings skattesag', ligesom han fastslår, at han ikke har talt med Peter Arnfeldt, efter at Skat frikendte S-formanden.
Men før afgørelsen har du talt med ham om sagen. Hvad talte I om?
- Jeg tror ikke, vi kommer det nærmere, siger Børsting.
Problematiske møder
Som pressechef i Venstre var det Børsting opgave at 'klæde' blandt andre Venstres daværende politiske ordfører Peter Christensen på. Peter Christensen kritiserede længe Thorning hårdt for at lave 'skattespekulation'. Angreb, han fortsatte med, selv om Skat frikendte Thorning.
Læs også: Løkke indrømmer: Jeg var kluntet
Møderne mellem Børsting og Arnfeldt vækker opsigt hos de øvrige partier i blå blok. Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup vil have den kommende undersøgelseskommission til også at kulegrave, hvad der er foregået på møderne skriver Berlingske.
- Det, der vil være kritisk, er, hvis der er blevet givet fortrolige oplysninger videre fra én, der kender dem, til én, der ikke har kendt til dem i Venstre. Det ved vi ikke. Og jeg går ud fra, at det er sådanne ting, som undersøgelseskommissionen skal kigge på. Og det, mener jeg, absolut er rigtigt, siger Peter Skaarup til Berlingske.
Læs også: Poulsen-nedtur fryder Venstre-kolleger
Liberal Alliances skatteordfører, Ole Birk Olesen, er enig med DF og kalder møderne problematiske for både Børsting og Arnfeldt.
- Det er ikke klogt af Peter Arnfeldt og Mikael Børsting at holde den slags møder, når de ved, at Peter Arnfeldt ligger inde med oplysninger om Helle Thorning-Schmidts skattesag. Det burde de have holdt sig for gode til. Arnfeldt bringer sig under mistanke for at have delt ud af oplysningerne til Mikael Børsting. Det er ikke heldigt - heller ikke for Mikael Børsting der står som den, der har været nysgerrig og lyttet med, hvis der er blevet fortalt om det, siger Ole Birk Olesen.
Forvaltningsekspert Claus Haagen Jensen fra CBS mener først og fremmest, at Peter Arnfeldt har et problem.»Skatteloven siger, at skatteminsteren ikke må blande sig i konkrete skattesager. Arnfeldt var jo ministerens mand, og derfor burde han også afholde sig fra at mødes med Venstres pressechef om sagen. Det er en sammenblanding af en skatteafgørelse og almene politiske hensyn, hvor det for Venstre gjaldt om, at oppositionsens leder tog sig dårlig ud, siger han.
Har du oplysninger i sagen, så send dem på sms/mms 1224 (det koster alm. smstakst) eller på mail 1224@eb.dk