Når den sidste danske kampsoldat er ude af Afghanistan i 2014, skal danske skatteydere blive ved med at betale løn til de afghanske politifolk og soldater.
Det mener udenrigsminister Villy Søvndal (SF), der mandag på en konference i Bonn vil love, at Danmark om tre år betaler en del af de over 20 milliarder kroner, det vil koste Afghanistan at holde sikkerhedsstyrkerne kørende.
Det skriver Politiken.
Villy Søvndal mener, at det er fornuftigt at betale til det afghanske militær, "for at beskytte de investeringer, som er gjort i Afghanistan, og som vi har betalt så dyrt for". Betalingen forhandles på plads med partierne bag Afghanistan-indsatsen.
Villy Søvndal erkender, at sikkerheden i Afghanistan ikke vil være i orden om tre år.
- Men det ændrer ikke ved, at afghanerne selv skal overtage ansvaret, siger han til Politiken.
Udenrigsministeren går i rette med de lande, der ikke har ydet store militære bidrag til Nato's ti år lange krig i Afghanistan. Nu skal de betale en større del af regningens, mener han:
- Det er ikke rimeligt, at det er de samme, der skal blive ved med at bære byrderne. Der skal simpelthen udvises større solidaritet, siger Villy Søvndal.
Især Tyskland er blevet beskyldt for at lurepasse i den afghanske krig, hvor tyske styrker længe har holdt sig væk fra de farligste områder, skriver Politiken.
/ritzau/