Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) ansøger Folketinget om orlov. Det sker efter kritik af hans rolle i Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag.
Ekstrabladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Troels Lund Poulsen, men i en pressemeddelelse forklarer han.
- Det siger selv, at jeg naturligvis tager afstand fra, at der er blevet lækket personfølsomme oplysninger. Derfor har jeg også hele tiden bifaldet, at Københavns Politi undersøger lækage-sagen, og jeg ser frem til, at Københavns Politi nu afslutter dets undersøgelse. I forhold til dagens udgave af Ekstra Bladet vil jeg gerne slå fast, at jeg intet kendskab har til de fremsatte påstande, siger Troels Lund Poulsen, og fortsætter
- Jeg må dog samtidig konstatere, at hele sagen om Helle Thorning-Schmidts skattesag i øjeblikket fuldstændig overskygger mit politiske arbejde. Derfor ser jeg mig på nuværende tidspunkt ikke i stand til at udføre mit politiske arbejde tilfredsstilende, og derfor vil jeg i morgen ansøge Folketingets formand om orlov fra mit hverv som folketingsmedlem, siger Troels Lund Poulsen.
Viser behov for undersøgelse
Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, vil ikke kommentere på Troels Lund Poulsens beslutning.
- Det har vi ikke nogen kommentarer til. Det er hans egen afgørelse, og det må han jo have en god grund til, forklarer han til ekstrabladet.dk.
Men efter Ekstra Bladets afsløringer i dag, mener han, at det er endnu mere vigtigt, at hele sagen bliver undersøgt.
- Det bestyrker beslutningen, der er blevet truffet, om at nedsætte en undersøgelseskommission til at undersøge hele sagskomplekset og ikke kun den del, der handler om lækagen. Det er jo meget alvorlige anklager, der har at gøre med fundamentale demokratiske spilleregler, som skal overholdes, siger Magnus Heunicke.
Skal Løkke kyle Troels Lund ud af Venstre?