Vandrehallen på Christiansborg bliver nu skiftet ud med Kunsthallen i Sønderborg. Den tidligere videnskabsminister Charlotte Sahl Madsen fra Konservative har fået nyt job efter valget i september, hvor hun ikke blev valgt.
For fremtiden skal Charlotte Sahl-Madsen være direktør for et nyt projekt i Sønderborg. Det bekræfter hun overfor ekstrabladet.dk. Her skal man bygge og drive en kunsthal for digital kunst, et forsknings- og udviklingscenter for it i undervisningen samt et formidlingscenter for velfærdsteknologi. En udfordring, som den tidligere minister ikke kunne sige nej til:
- Jeg har fået tilbudt mere sikre og forudsigelige jobs, men det her var simpelthen så spændende, siger Charlotte Sahl-Madsen til ekstrabladet.dk.
Hun har været igennem en længere rekrutteringsproces, og det er først faldet på plads inden for den seneste tid. Valget faldt på projektet i hjembyen, som skal startes helt fra bunden:
- I første omgang skal jeg lige ud og finde et par 100 millioner, griner Charlotte Sahl-Madsen og tilføjer:
- Vi starter helt forfra, og det er det, som jeg synes er spændende.
- Betyder det, at det er slut med dansk politik?
- Er der udskrevet valg?, spørger Charlotte Sahl-Madsen drillende tilbage.
- Altså, mit fokus er 100 procent på Kunsthallen. Det er en arbejdsopgave, der kommer til at tage mange af døgnets timer, siger hun og tilføjer:
-Jeg slipper ikke politik. Jeg kommer stadig til at arbejde i Konservatives bagland med politisk udvikling
Charlotte Sahl-Madsen blev i 2010 udnævnt til minister og var ikke valgt til Folketinget. Hun kom fra jobbet som fondsdirektør i Universe Fonden og havde tidligere været adm. direktør i Danfoss Universe.
Kunsthallen skal stå færdig på Sønderborgs nye havnefront inden 2017. Skitserne til bygningen er allerede tegnet af den amerikanske arkitekt Frank Gehry. Projektet indeholder digital kunst, forsknings- og udviklingsaktiviteter indenfor digital undervisning, og skal samtidigt formidle ny teknologi.