Den undersøgelseskommission, som skal kulegrave myndighedernes håndtering af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag, er på trapperne.
Justitsministeriet oplyser således, at kommissoriet for undersøgelsen ventes klar "i løbet af nogle uger".
Derefter bliver kommissoriet oversendt til Folketinget - og Udvalget for forretningsordnen - som formelt står for undersøgelsen.
Ifølge Justitsministeriet ønsker justitsminister Morten Bødskov (S) ikke på forhånd at kommentere kravet fra flere medlemmer af regeringspartierne om, at kommissoriet for undersøgelsen bør blive så bredt så muligt.
Der er altså ønske om, ar søgelyset ikke kun rettes mod hovedpersonerne i Skatteministeriet, men også mod folketingsmedlemmer og personer omkring daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
I forvejen undersøger Københavns Politi, hvem som kort tid før folketingsvalget i september lækkede skattepapirerne til B.T.
Efter en henvendelse fra Skatteministeriet vil politiet nu også kigge på afsløringen af, at den tidligere skatteministers særlige rådgiver, eller spindoktor, Peter Arnfeldt, også tilbød Ekstra Bladet Helle Thorning-Schmidts (S) fortrolige skatteoplysninger.
Loven om undersøgelseskommissioner fastslår, at møderne skal foregå for åbne døre, med mindre kommissionen finder, at dele af det vil være omgærdet af fortrolighedshensyn, så dørene må lukkes.
Loven angiver dog også, at personer hvor, "der må antages at foreligge mulighed for strafansvar" ikke har pligt til at udtale sig.