Dagbladet B.T. har siden sommeren 2010 lagt mange kræfter i at følge sagen om daværende statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidts og hendes britiske mand Stephen Kinnock forhold til skattebetaling.
I fjor indstillede B.T. sit reporterhold til årets mest agtede journalistpris, Cavling-prisen, og i den sammenhæng fremlagde avisen et notat, som gennemgik hele skattesagen, som den forelå for B.T.
Læs hele notatet her
Nu nævnes dette notat som det, der kan være et af de centrale dokumenter i den affære, som i går fik skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til at bebude en undersøgselseskommission. Den skal afklare, hvordan det nuværende statsministerpars skatteforhold er blevet håndteret, og om der er sket ulovlig politisk indblanding i sagen.
Notat kan være brugt som pres
I en redegørelse,som førte frem til Mögers beslutning i går, har et 'notat' været nævnt som et at tegnene på, at Skatteministeriets ledelse - minister og departementschef, kan have lagt pres på Skat København i sagsbehandlingen.
Læs: Troels Lund afviser - men svarer ikke.
Det er kommentatoren Niels Krause-Kjær,som henleder opmærksomheden på notatet. Det har, mener Krause, flere karakteristika, som passer perfekt med den noget løse beskrivelse, som fremgår af redegørelsen.
Skulle skaffe B.T. priser
B.T.'s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen siger i dag, at han ikke ved, om det er B.T.'s notat, som optræder i sagen.
- Det er ikke lavet af jurister, det er lavet hos os på B.T. for at skabe klarhed over en meget kompliceret sag, og vi har selvfølgelig talt med juridiske eksperter undervejs, forklarer chefredaktøren på B.T.'s hjemmeside.
- Siden er dokumentet i løbet af sommeren 2010 blevet delt med Gud og hver mand, og det er sendt ud i forbindelse med indstillinger til Cavling-prisen sidste år og FUJ-prisen (Foreningen for Undersøgende Journalistik, red.).