Det var en fejl, at PET ikke tog en præventiv samtale med daværende folketingsmedlem Henrik Sass Larsen.
Tidligere operativ chef hos PET Hans Jørgen Bonnichsen bakker op om Henrik Sass Larsen i den klage, som han efter Ekstra Bladets oplysninger har afleveret hos Ombudsmanden.
Læs mere: Sass klager til Ombudsmanden
Ekstra Bladet erfarer, at et af de klagepunkter, som Ombudsmanden nu ser på, handler om, hvorfor PET ikke tog fat i Sass Larsen, da hans kontakt med Bandidos-rockeren Suzuki-Torben dukkede op i aflytninger. Og det burde ifølge Bonnichsen være sket.
- I det øjeblik, Sass Larsen ryger ind i de telefonaflytninger, som han åbenbart har gjort, så går man ud og kigger ham i øjnene. Det gør man i alle andre situationer.
- Hvem har ansvaret for, at det ikke sker?
- Det er indiskutabelt ledelsen i PET, der bestemmer det, siger Hans Jørgen Bonnichsen.
Den tidligere operative chef mener, at det er kerneopgave for PET at tage præventive samtaler for at forebygge.
- En af de ting, der er karakteristisk ved en efterretningstjeneste, er, at den forebygger, modvirker og forhindrer. Det er essensen i PET’s arbejde.
- Når man kan se en mand bevæge sig ind i et område, der være problemfyldt på længere sigt, så går man selvfølgelig ud og tager fat i pågældende. Kigger ham dybt i øjnene og siger: Pas på. Det her kan medføre nogle risici, som vi ikke er sikre på, du er bevist om, siger Hans Jørgen Bonnichsen.