Özlem: Jeg er ked af det

SF'eren erkender, at Carina ikke var det bedste eksempel på en fattig

Foto: Maria Fonfara
Foto: Maria Fonfara

Özlem Cekic erkender nu, at kontanthjælpsmodtageren Carina ikke var det bedste eksempel på en fattig i Danmark.

- Jeg vil sige, at jeg er nok en af dem, der er allermest ked af, at jeg har valgt et eksempel, som ikke er godt nok. Men fordi jeg har begået en fejl, er det ikke ensbetydende med, at jeg holder op med at snakke om fattigdom. Det er op på hesten igen. Alle kan begå en fejl. Det er jeg selv kvinde nok til at indrømme, siger hun til ekstrabladet.dk.

Læs også: Her er Carinas budget

SF'eren skriver også, at hun faktisk havde fundet en starthjælpsmodtager, men at vedkommende bakkede ud i sidste øjeblik.

- Og så var jeg bare så forhippet på at tage Joachim ud til en fattig, at jeg ikke havde tjekket det ordentligt igennem, siger hun.

Generelt har det, ifølge Özlem Cekic, været svært at finde fattige, der har ønsket at stille op og få besøg af Joachim B. Olsen og pressen. Derfor valgte hun Carina, som SF'eren tidligere har hjulpet. Carina er ramt af kontanthjælpsloftet.

- Mener du stadig, at Carina er fattig?

- Carina har 166 kroner at leve for om dagen. Det skal hun købe mad, sko, medicin og de uforudsete udgifter for. Jeg synes ikke, det er mange penge, men jeg anerkender, at der er nogen, der har langt mindre. Jeg kan godt forstå, at folk ikke forstår Carinas eksempel. Derfor påtager jeg mig gerne, at det er et rigtig dårligt eksempel, siger Özlem Cekic.

For forhippet
Hun fastholder, at der findes fattigdom i Danmark, og hun vil gerne have en konkret debat om, hvad man faktisk må, når man er på overførselsindkomster. Blandt andet har der været kritik af, at eksemplet Carina bruger penge på hund og cigaretter og samtidig siger, at hun har svært ved at få pengene til at slå til.

- Carina har en hund, fordi hun har angst og ikke kan komme ud af døren. Det kan hun med hunden. Hun ryger for ligesom at holde sine nerver nede, og hun ruller sine smøger selv, siger Özlem Cekic.

Mest af alt er Özlem Cekic vist mest ærgerlig over, at hun har givet Joachim B. Olsen (LA) vind i sejlene, og at han vel nok tog pointene i fattigdomsdebatten efter besøget hos kontanthjælpsmodtageren Carina i går.

Læs også: Danskerne raser: En hån mod os, der arbejder

- Ville du ønske, at besøget i går slet ikke var foregået?

- Man kan jo altid være bagklog. Jeg ville have ønsket, at min første case ikke var sprunget fra. Og det var rigtig, rigtig ærgerligt, at jeg har valgt en case, som ikke var repræsentativ for gruppen, siger SF'eren til ekstrabladet.dk.

På Facebook får Özlem Cekic' undskyldning hovedsageligt positive kommentarer med på vejen over, at hun erkender sin fejl. Men også undren.

Læs også: Eksperter: Hun er jo ikke fattig

- Özlem hvordan kan du i himlens navn være så dårligt forberedt til en action imod det blå elitære danmark, som du selv har sat i verden for at hjælpe de fattige?? Det her ødelægger bare så meget mere end det gavner, skriver Michael Ebbesen blandt andet, mens Per Thorsø Sørensen skriver:

- Du er et fjols, rent politisk, og du skal have lært at tænke før du handler.