Engell: Hansen-sagen rider Thorning som en mare

Hvis nogen trænger til juleferie, må det være regeringen, vurderer politisk kommentator Hans Engell oven på den seneste af mange personsager, der skygger for politikken

Helle Thorning-Schmidt har siddet syv uger som statsminister - og har haft mindst lige så mange personsager at slås med allerede. (Foto: Folketingets tv)
Helle Thorning-Schmidt har siddet syv uger som statsminister - og har haft mindst lige så mange personsager at slås med allerede. (Foto: Folketingets tv)

Den spegede sag om erhvervsminister Ole Sohn (SF) og DKP-millionerne er langtfra død - men en ny prekær sag har allerede ramt Helle Thorning-Schmidts regering:

Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen beskyldes for sexchikane. Sagen endte med forlig.

Og som det ikke var nok griller tidligere finansminister Claus hjort Frederiksen (V) i dag statsministeren i Folketingets spørgetid - om Henrik Sass Larsen-sagen.

Nærmer Thornings regering sig rekord i personsager på tid?

- Ja. For Thorning og hendes regering er denne her sag (Carsten Hansens sexchikane, red.) simpelt hen bare lige det, der manglede. En møgsag på det dårligst tænkeligt tidspunkt, siger ekstrabladet.dk's politiske kommentator Hans Engell.

I forvejen har der ikke været en uge uden personsager i regeringens korte levetid: Ole Sohn, Henrik Saas Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse, departementschef Peter Loft og Thornings skattesag, Carsten Hansen og Svendborg Sygehus - og Carsten Hansen og sexchikanen, som Ekstra Bladet i dag har afsløret.

- Og så har der været hele kritikken af Thor Möger (SF-skatteminister, red.). Der har ikke været én uge, hvor denne her regering har haft mulig for at sætte en politisk dagsorden, siger Hans Engell.

Sexchikane-sagen har desuden dét ekstra element, at det var Carsten Hansen, der i sin egenskab af daværende gruppeformand, der optrådte som den hårde hund, da Jeppe Kofod var i søgelyset på grund af sex med en 15-årig DSU'er på Esbjerg Højskole.

- Jeg tror ikke denne sag i sig selv vil koste, men den vil fylde i flere dage, siger Hans Engell.

Netop hvor regeringen forsøger at få opmærksomheden væk fra Ole Sohns DKP-fortid og hen på en storstilet energiaftale med Folketingets partier.

Engell: Ikke set værre siden Anker
Men som Hans Engell siger, er stort set alle S-R-SF-regeringens politiske udspil druknet i personsager:

- På dagen for finansloven var det Sohn-sagen, der skyggede. Den dag regeringsgrundlaget blev præsenteret, var det Sass Larsen-sagen, og nu med energiaftalen havner Carsten Hansen på forsiden af Ekstra Bladet.

- Thornings regering har fået den værste start i 30 år. Vi skal helt tilbage til balladen om Anker Jørgensens smalle regeringer i årene 1977-81, siger Engell.

Læs også: Sass: Der kan komme flere underlige sms'er

Ifølge den tidligere konservative minister er der kun to ting at gøre for Helle Thorning-Schmidt og rød blok: Håbe på at flertallet holder - og det tyder det på. Og at tiden læger alle sår.

Mens Lars Løkke Rasmussen (V) som finansminister blev kørt i stilling til statsministerposten rasede den berømte bilagssag, der ikke synes at ville dø.

Og ifølge Hans Engell vurderer S-toppen da også, at det kræver et år at vende udviklingen efter regeringens utroligt mange dårlige sager inden for meget få uger.

Og på oppositionspladserne sidder særligt Venstre kampklar til at stresse og tirre regeringen med stribevis af spørgsmål til alle de mange sager.

I dag stiller Claus Hjort Frederiksen eksempelvis følgende spørgsmål til Helle Thorning-Schmidt: 'Er statsministeren ikke enig i, at det er vigtigt, at vælgerne får at vide, hvornår noget er et løfte, og hvornår det ikke er?'.

- Hvis nogen trænger til juleferie, er det altså ministerholdet, lyder et formentlig meget rimeligt bud fra Hans Engell.