Det er faldet på plads i finansloven

Regeringen og EL håber på kunne præsentere en nye finanslov søndag. En hel række ting er faldet på plads

Med søndagens aftale om flere pædagoger i daginstitutionerne, er alle elementer i næste års finanslov tilsyneladende faldet på plads.

Her kan du se hvad:

* Skatte- og afgiftsstigninger på fem milliarder kroner danner rammen for finansloven.

* Der fremrykkes investeringer for 5,5 milliarder kroner til renovering af almene boliger gennem Landsbyggefonden.

* Politiet tilføres 270 millioner kroner ekstra årligt i perioden 2012-15. Der bliver blandt andet afsat 28 millioner kroner til øget grænseovervågning, mens der også fokuseres på ghettoindsatsen.

* Der afsættes 65 millioner kroner til en udrykningsenhed med mandskab fra Arbejdstilsynet, politiet og Skat, som skal finde underbetalt udenlandsk arbejdskraft - såkaldt social dumping.

* Ændringer i skattereglerne for multinationale selskaber skal skaffe 625 millioner kroner til statskassen. Desuden får Skat 160 ekstra medarbejdere, som skal gennemgå de multinationale selskabers skatteregnskaber.

* Næste år bliver der bevilget 986 millioner kroner til forskning.

* En ny praktikpladsaftale sikrer 3000 ekstra skolepraktikpladser næste år. Samtidig etableres der forsøg med praktikpladscentre på erhvervsskolerne.

* Der skal indføres en afgift på husstandsomdelte reklamer, som ventes at indbringe staten et provenu på 400 millioner kroner fra 2013.

Pengene skal gå til en supplerende grøn check til personer med lave indkomster. Checken udgør 280 kroner årligt skattefrit og tildeles personer med en indkomst på op til 212.000 kroner.

* Minimumstraffen på syv dages fængsel for at bære kniv fjernes.

* Den kriminelle lavalder hæves fra 14 til 15 år.

* Asylansøgere får mulighed for at bo og arbejde uden for asylcentrene efter seks måneder.

* Der skal bruges 502,5 millioner kroner ekstra på sundhedsområdet næste år og i alt 1,728 milliarder kroner over de næste fire år.

Pengene går blandt andet til næsten gratis fertilitetsbehandling, en udvidelse af den gratis livmorhalskræft-vaccination og et loft over, hvor stor tandlægeregningen kan blive for patienter med en række specielle sygdomme.

* 196 millioner kroner ekstra bruges på en ny miljøaftale.

Der afsættes beløb til beskyttelse af drikkevandet over de næste to år, en styrket indsats over for kemikalier i perioden 2012-2015, til at få bedre styr på nanomaterialers sikkerhed samt etablering af mere skov og fremme af økologi.

* Det Kongelige Teater og fire andre store teatre får samlet set 176 millioner kroner i perioden 2012-2015.

* Der bruges 120 millioner kroner på at indføre et såkaldt fleksibelt loft på 28 elever i gymnasierne, mens andre 120 millioner kroner går til at forbedre erhvervsuddannelserne.

* Multimedieskatten afskaffes, og fri telefon beskattes i stedet med et fast beløb på 2500 kroner.

* Skattefritagelsen for private sundhedsforsikringer ophæves.

* Loftet for indbetaling på ratepensioner sænkes fra 100.000 til 55.000 kroner.

* Afgiften på en række usunde fødevarer hæves og indbringer 635 millioner kroner til staten i 2012.

* Prisen på en pakke cigaretter stiger med gennemsnitligt tre kroner.

* Fradraget for såkaldte formueforvaltnings-omkostninger ophæves fra 2012 og giver 390 millioner i statskassen næste år.

* Der indføres en arbejdsskadeafgift, som indbringer 100 millioner kroner næste år og 300 millioner kroner i 2013.

* Afgiften på NOx-forurening stiger fra fem kroner per kg til 25 kroner per kg. Det giver 550 millioner næste år.

* Der indføres en arbejdsskadeafgift. Provenu: 100 millioner kroner næste år og 300 millioner kroner varigt.

* Der bruges i alt syv millioner kroner på at lade et ekspertudvalg kulegrave årsagerne til finanskrisen - og komme med løsninger på, hvordan vi undgår en ny af slagsen - samt oprettelsen af en såkaldt task force, der skal bekæmpe "banditter i habitter".

* Der bruges 654 millioner kroner på at afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser, fjerne loftet over børne- og ungeydelsen samt på forsøgsvis at indføre en skattefri jobpræmie på op til 600 kroner per måned for kontanthjælpsmodtagere.

* Dagpengeperioden forlænges næste år, kontanthjælpsmodtagere får lov til at holde fem ugers ferie, og faglærte, ufaglærte og ledige får blandt andet adgang til at tage samtlige AMU-kurser som led i seks ugers selvvalgt uddannelse.

Pris: 750 millioner kroner over de næste to år.

* Der afsættes 500 millioner kroner til at få 1500 flere pædagoger i landets vuggestuer og børnehaver. Samtidig vil regeringen drøfte med kommunerne, hvordan man på et senere tidspunkt kan indføre krav om minimums-normeringer i daginstitutionerne.

* Ved siden af finanslovforhandlingerne fordeles desuden 1,8 milliarder kroner gennem satspuljen, som skal hjælpe socialt udsatte grupper.