Corydon til Løkke: Hykler

Lars Løkke har ikke grundlag for beskyldninger om, at Venstre holdes ude af finansloven, siger finansminister

Bjarne Corydon (S) kalder Lars Løkke (V) for en hykler.
Bjarne Corydon (S) kalder Lars Løkke (V) for en hykler.

Der er ikke noget at komme efter, når forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skoser regeringen for at holde Venstre ude af en bred finanslovaftale.

Det siger finansminister Bjarne Corydon (S) til Ritzau.

- Det er et mageløst hykleri. Mit indtryk er, at man på intet tidspunkt har været interesseret i at lave en aftale om finansloven for 2012. Det kunne man tydeligt høre på partiets signaler om nye indtægter til statskassen og nye udgifter, siger Bjarne Corydon.

Løkke angreb ham og regeringen fra at svigte sit løfte om bredt samarbejde, da Folketinget torsdag førstebehandlede regeringens finanslovforslag.

Læs også: Løkke raser: Regeringen ekskluderer V

- Det er oprørende, det er ikke i orden, og det er ikke i overensstemmelse med de signaler, man sendte danskerne under valgkampen, sagde Venstres formand og tidligere statsminister.

Hans argumentation overbeviser ikke finansministeren. Han påpeger, at Venstre ikke klart vil love at stemme for finansloven, som primært bygger på VK-regeringens finanslovudspil.

- Det sætter prikken over iét, at man leger med tanken om at bryde traditionen om, at man stemmer for finansloven, siger Bjarne Corydon.

Han medgiver, at Socialdemokratiet i 80'erne to gange stemte imod statsminister Poul Schlüters finanslove og tre gange undlod.

- Da var jeg barn, og ikke et voksent menneske. I 10 år har man lavet 10 snævre VKO-finanslove, og vi har stemt for hele vejen igennem uden at vakle, siger Bjarne Corydon.

Når Venstre vakler efter blot én måned i opposition, viser det, at partiet ikke reelt ønsker at forhandle finanslov, mener han.

- Mit finanslovforslag bygger i lange stræk på den tidligere regerings: Tilbagetræknings- og dagpengereformer og mange andre elementer. Så burde man være optaget af at løse opgaverne, siger Bjarne Corydon.