Poul Nyrup indlagt

Den tidligere statsminister aflyser de fleste af sine aftaler efter forgiftning

Poul Nyrup Rasmussen har ryddet kalenderen for at komme til hægterne igen. (Arkivfoto: JP)
Poul Nyrup Rasmussen har ryddet kalenderen for at komme til hægterne igen. (Arkivfoto: JP)

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen er blevet indlagt med en blodforgiftning. Det oplyser hans sekretariat.

- Poul fik konstateret blodforgiftningen i fredags og har været på Rigshospitalet i weekenden. Han er nu hjemme igen og slapper af, siger Trine Hammershøy fra Poul Nyrup Rasmussens sekretariat til ekstrabladet.dk.

Skærer ned på aktiviteter

Det er endnu uvist, hvordan Poul Nyrup Rasmussen har fået blodforgiftningen, men han er ifølge Trine Hammershøy i bedring, omend det tager noget tid.

- Han har et hektisk program, og derfor har lægerne også rådet ham til at skære ned på aktiviteterne den næste måneds tid, siger hun.

Forgiftningen betyder, at Poul Nyrup Rasmussen derfor aflyser de allerfleste af de arrangementer, han ellers skulle have deltaget i den kommende tid for i stedet at tage den med ro.

Blodforgiftning er en betændelsesreaktion i kroppen, som kan komme efter infektion i f.eks. sår, skrammer eller operationsar.