DF-ordfører: - Hvem skulle presse Sohn?

Folketingskollegerne er forbeholdne i deres kommetarer til den nye minister Ole Sohns økonomiske mellemværende med den gamle Sovjetunion

Ole Sohn får nu et spørgsmål om sin fortid og de økonomiske forbindelser til Sovjetunionen - som skal besvares under ministeransvar. (Foto: Cathrine Ertmann)
Ole Sohn får nu et spørgsmål om sin fortid og de økonomiske forbindelser til Sovjetunionen - som skal besvares under ministeransvar. (Foto: Cathrine Ertmann)

SF's formand, udenrigsminister Villy Søvndal, har ikke set den sikkerhedsvurdering, som PET har foretaget af de nyudnævnte SF-ministre.

- Det er kun Helle, der ser dem, siger Villy Søvndal til ekstrabladet.dk på vej ind til den traditionelle åbningsgudtjeneste, inden det nye folketingsår begynder klokken 12 i dag.

Dermed siger Søvndal også, at han ikke har set, hvad PET eventuelt har skrevet om erhvervs- og vækstminister Ole Sohn på baggrund af Sohns fortid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti.

Ikke en lille sergent...
Ekstra Bladet afslører i dag, at en højtstående russisk diplomat, generalløjtnant Anatolij Smirnov, fastholder, at Sohn som DKP-formand modtog store summer i kontanter fra moderpartiet i Moskva.

Søvndal afviser over for ekstrabladet.dk at kommentere oplysningerne. Det samme gør Ole Sohn, som fulgtes til gudtjenesten med Søvndal.

En række folketingsmedlemmer med stort kendskab til udenrigspolitik sagde derimod ja til at vurdere Ekstra Bladets oplysninger og kilden til dem.

- Jeg har set artiklerne, siger Søren Espersen, udenrigsordfører for Dansk Folkeparti. - Men jeg ved ikke noget om jeres kilde... Generalløjtnant i det russiske Udenrigsministerium? Okay - det er ikke bare en lille sergent...

- Er det en mand, vi skal have tillid til?

Et stærkt udsagn
- Jeg har altid haft en fornemmelse af, at de penge, som DKP fik fra Sovjet, må være noget, som den til enhver´ tid siddende formand må have kendt til. Og Ole Sohns navn står jo på nogle af notaterne. Jeg kender ikke den pågældende officer og ved ikke, om jeg kan have tillid til ham eller ej. Men det er da et stærkt udsagn, som jeg synes, man bør undersøge til bunds.

- Tror du, at PET har gjort anmærkninger om sådan et forhold, hvis generalløjtnanten har ret?

- Det tror jeg da. Men der er det specielle ved det, at Sovjetunionen ikke mere er nogen magt! Jeg er ikke i tvivl om, at hvis Sovjetunionen stadig eksisterede, havde situationen været anderledes, også fro Ole Sohn. Men der er jo ikke nogen trussel, al den stund, at Sovjetunionen ikke findes. Så kan den jo ikke presse nogen. Det tror jeg er den specielle situation, konkluderer Søren Espersen.

Lykketoft har ingen mening
Folketingets kommende socialdemokratiske formand Mogens Lykketoft (han bliver valgt klokken 12) afviser som tidligere udenrigsminister at kende noget til Anatolij Smirnov.

Hvorvidt generalløjtnantens udtalelser til Ekstra Bladet udgør noget problem for Ole Sohn vil han ikke forholde sig til:

- Det har jeg overhovedet ikke nogen mening om!

Venstres tidligere udviklingsminister Søren Pind mener, at sagen om Ole Sohn bliver et hedt emne for statsminisetr helle Thorning-Schmidt i den kommende tid.

- Jeg kender ikke Anatolij Smirnov, men jeg har læst Ekstra Bladets artikler i dag. Og jeg vil bare sige til Ekstra Bladet at det undrer mig, at I ikke skrev alle disse interessante artikler før valget.

- Ole Sohns forbindelse til Sovjet er jo velkendt...

Dokumentationen er ny
- Jo, men dokumentationen har jo aldrig været der før, vel? Men min tilgang til det er, at skattetænkning, rockerforbindelser, leasingfiduser og nu også forbindelser til udlandet - det er så det, der kendetegner den nye regering. Og det kan jeg sådan set ikke gøre noget ved.

- Tror du, der har stået noget i PET's sikkerhedsvurdering af Ole Sohn om det her?

- Det er faktisk et godt spørgsmål!

- Ja. Hvad tror du?

- Det tør jeg ikke sige, men den kommende statsminister - nåh nej, den nuværende statsminister, hedder det jo - kommer sikkert til at beskæftige sig en hel del med sikkerhedsvurderinger i den kommede tid. Det er mit kvalificerede bud, siger Søren Pind til ekstrabladet.dk.

Stol aldrig på en russisk efterretningskilde
Tidligere udenrigsminister og nuværende udenrigsordfører for de konservative, Per Stig Møller, kender ikke Anatolij Smirnov og kan ikke sige noget om præcis hans troværdighed.

- Men man kan ikke stole på nogen som helst russiske kilder, vurderer den tidligere udenrigsminister. - De har jo deres interesser at varetage - at vise, at de styrede mere, end de gjorde. Efterretningstjenester har jo altid blæst sig op til at sige, at de vidste mere, end de gjorde. Men skulle Ole Sohn have været i den situation, som generalløjtnanten hævder, så går jeg da sandelig ud fra, at PET har afleveret et stykke papir på det.

- Så du mener, at der må ligge en anmærkning i sikkerhedsvurderingen?

- Nej. Det behøver der ikke at gøre. For hvis der ikke er noget at at komme efter, er der jo heller ikke noget at anmærke.

- Men hvis der var noget af den art, som PET fandt kritisabelt, ville det fremgå af sikkerhedsvurderingen?

- Ja, det ville det, fastslår Per Stig Møller.

Nej, Sovjetunionen eksisterer ikke
Ole Sohn selv henviser fortsat, også over for ekstrabladet.dk på kirkens dørtrin, at alt, hvad der er at sige om hans økonomiske forhold til Sovjet står at læse i bøger og artikler, som er udkommet over de seneste år.

- Det er blandt andet blevet sagt om sagen, at eftersom Sovjetunionen ikke mere eksisterer, kan der heller ikke lægges pres på dig derfra...

- Det første er i hvert fald faktuelt korrekt, siger Ole Sohn til ekstrabladet.dk.

Dennis Flydtkjær, nyvalgt medlem af Dansk Folkeparti, har oplyst, at han vil stille Ole Sohn et spørgsmål i Folketinget, om han har modtaget pengene. Dette spørgsmål skal, understreger Flydtkjær i en pressemeddelelsen, besvares under ministeransvar.

Ole Christian Liep Sohn

* Født 12. september 1954 i Torsted

Uddannelse:

* 1972-1973: Hf-kursus, Gedved Seminarium, 1972 til 1973.

Erhvervskarriere:

* 1970-1972: Arbejdsdreng og skibskok.

* 1973-1976: Jord- og betonarbejder.

* Siden 1991: Forfatter, foredragsholder og konsulent - har blandt andet skrevet bøger om danske skæbner i Sovjetunionen.

* Siden 2004: Forlægger

Politisk karriere

* 1987-1991: Formand for Danmarks Kommunistiske Parti.

* Siden 1992: Medlem af Socialistisk Folkeparti.

* Fra 1998: Medlem af Folketinget for SF, siden 2007 valgt i Sjællands Storkreds.

* 3. oktober 2011: Erhvervs- og vækstminister.

Tillidshverv:

* 1977-1987: Formand for SiD i Horsens.

Privat: Bosat i Rødovre og gift med Inger Sohn, to voksne børn.

kilde: ritzau

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere