Sass Larsen vil ikke tale med B.T.

Siden han meldte ud, at han ikke bliver minister, har pressen stået i kø foran Henrik Sass Larsens kontor. Eneste medie, der ikke kommer ind, er B.T.

Klokken var 15, da Socialdemokraternes nu tidligere politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, oplyste, at han ikke kan blive minister.

Siden da har pressen på Christiansborg stået i kø foran Sass Larsens kontor for at komme i audiens.

Læs også: DF: Noget af en bét for Thorning

Den altid rolige Sass Larsen tager pænt imod en lang række medier som Politiken, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Newspaq, Information m.fl.

Men da B.T. bad om at komme til, lød svaret helt kort:

- Nej.

Henrik Sass Larsen giver ingen forklaring på sin afvisning af B.T.

Men avisen har skrevet flere artikler om Sass Larsens gøren og laden på cafélivet i Køge, særligt kontakten til en navngiven lokal rocker, der tilsyneladende har fældet den kendte politiker.

Juraprofessor Eva Smith undrer sig imidlertid over, hvis dén kontakt alene ligger til grund for, at PET nu ikke kan sikkerhedsgodkende Henrik Sass Larsen.

Det siger hun til TV2 News.