Helle ud af mørket

Helle Thorning-Schmidt har stort set ikke vist sig på Christiansborg, siden forhandlingerne på Crowne Plaza begyndte. I dag dukkede hun op for en kort bemærkning

Helle Thorning-Schmidt nåede kun akkurat ud af Folketingets berømte elevatorer i dag, før hun blev overfaldet af pressen - hvilket billedet ganske vist ikke yder fuld retfærdighed. (Foto: ekstrabladet.dk)
Helle Thorning-Schmidt nåede kun akkurat ud af Folketingets berømte elevatorer i dag, før hun blev overfaldet af pressen - hvilket billedet ganske vist ikke yder fuld retfærdighed. (Foto: ekstrabladet.dk)

Helle Thorning-Schmidt er en sjælden gæst på Christiansborg i disse dage, hvor hun forhandler regeringsgrundlag på Hotel Crowne Plaza på Amager.

Men kort efter klokken 11 i dag dukkede den kongelige undersøger pludselig op og blev overfaldet af journalister og fotografer, der fulgte hende til sit formandskontor på 'den røde gang'.

- Vi har en rigtig god proces. Og vi fortsætter, til vi er færdige, sagde Helle Thorning kortfattet om forhandlingerne med SF og de radikale.

Læs også: Vestager står til lønforhøjelse

Thorning havde ingen kommentarer til, at millionærskatten angiveligt er taget af bordet.

På spørgsmålet om, hvorfor Thorning efter 14 dages forhandlinger endnu ikke har kunnet præsentere et regeringsgrundlag svarede hun:

- Det skal gøres ordentligt, og det håber jeg også befolkningen har forståelse for.

Læs også: Helle drøm: Magten tilbage til politikerne

Derefter kantede den kommende statsminister sig gennem horden af pressefolk, så den tidligere minister Birthe Rønn Hornbech, der pænt havde stået og ventet, kunne komme forbi og ind til Venstres gruppemøde på samme gang.

Kort før klokken 11 gik også de radikale til gruppemøde, hvor partiets politiske leder, Margrethe Vestager, deltog.

Heller ikke hun havde nogen kommentarer (overhovedet) til, hvordan regeringsforhandlingerne skrider frem.