Mens forhandlingerne om en kommende regering formentlig er gået ind i sin afgørerende fase på Hotel Crowne Plaza på Amager, kan embedsmændene i de mange ministerier godt begynde at indstille sig på nye toner fra de ministre, som i løbet af nogle dage indtager chefkontorerne.
Hvis forhandlingsleder Helle Thorning-Schmidt får det, som hun gerne vil, bliver der nemlig lavet en hel del om på den måde, der bliver drevet regering på i Danmark. Det vurderer ekstrabladet.dk's kommentator Hans Engell.
- Helle vil tage magten tilbage, siger han.
Ikke flere Koch-kommissioner
- Embedsmænd, organisationer, kommissioner, udvalg og eksperter vil se deres indflydelse reduceret, mens regeringen selv overtager politikudviklingen.
Der bliver ikke flere Carsten Koch-kommissioner til at planlægge politikken, uddyber Engell og bruger her den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Kochs virke i bl.a. Fogh-regeringens skattekommission og i Beskæftigelsesrådet som eksempel på noget, som kan være fortid under en Thorning-regering.
Læs: Thorning og Vestager taler skattereform
Mens de mørkelagte forhandlinger om regeringsgrundlag nu er i knald-eller-fald-fasen, forekommer kabalen om ministerposter om muligt mere hemmelig. Ud over, at Helle Thorning-Schmidt selv skal sidde i statsministerstolen, tør selv ikke de mest skråsikre kommentatorer at komme med præcise bud på fordelingen. Heller ikke Hans Engell.
Supermanden Corydon
Men Engell tør godt give et bud på, hvordan Thorning vil organisere sit hold. Han tør også godt byde på ét navn, som kan blive centralt for holdet: den hidtidige socialdemokratiske stabschef Bjarne Corydon, 38 år og nyvalgt medlem af Folketinget. Han er tidligere blevet nævnt som kommende økonomisk superminister.
Læs: Helle vrager Sass
Engell ser ham i en rolle som leder af en meget stærk koordinering af Helle Thornings ambition om, at der ikke 'bare' skal arbejdes ud fra det regeringsgrundlag, som kommer ud af Crowne Plaza-manøvren, men at der skal løbende skal foretages en meget aktiv politikudvikling. Det er en ambition, som ikke mindst SF deler.
To stærke regeringsudvalg
- Hvis magten skal tilbage til politikerne, skal der skabes en platform for det, siger Hans Engell. - De enkelte ministre har ikke tid til det. Regeringspartiernes folketingsgrupper er ikke et godt sted for det - og partiernes baglande duer slet ikke!
Hans Engell forudser derfor, at dette arbejde kommer til at foregå med udgangspunkt i to stærke regeringsudvalg.
Læs: Thorning vil styre med hård hånd
- Der vil blive lagt megen magt i regeringens økonomiudvalg og koordinationsudvalg, tror Hans Engell. - Udvalgene vil få tilknyttet egne embedsmænd og spindoktorer - og det bliver ikke bare sådan nogle journalistfiduser, men polit'er og den slags, som matcher f. eks. regnedrengene i Finansministeriet.
Internationalt forbillede
- Her kan Corydon igen få rollen som stabschef, men denne gang for statsministeren, konkluderer Hans Engell.
- En slags statssekretær eller viceminister - eller en minister uden portefølje?
- Ikke en minister uden portefølje. Den slags hører mere hjemme i efterkrigsterminilogien, mener Hans Engell. - Nej, en stabschef efter internationalt forbillede. Helle Thorning er meget optaget af, hvordan regeringsførelse foregår i lande som Storbritannien og USA.
- Altså Bjarne Corydon som en parallel til folk som Rahm Emanuel? (præsident Obamas tidligere meget markante stabschef. red. )?
- Ja. Det kan man godt sige.
En kontroversiel konstruktion
- Vil det ikke være kontroversiet at sætte en medlem af Folketinget ind i dén rolle?
- Hele konstruktionen vil være kontroversiel. Vi har aldrig prøvet den slags i Danmark. Og der vil naturligvis være en meget delikat balancegang i forhold til Finansministeriet, som hidtil har været stedet, hvor det meste af regeringernes politikudvikling har fundet sted, understreger Hans Engell.
Han vover her endnu et bud på et navn i regeringen - nemlig Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen, som både har været hyppigst nævnt til posten som finansminister, men som også af mange betragtes som et problem på den tunge, centrale post.
De tre tunge poster
Engell mener stadig, at det bliver ham, der får den, mens det andet tunge 'pengeministerium', Økonomiministeriet, går til den radikale Margrethe Vestager, og den anden del af konservative Brian Mikkelsens hiditidige dobbeltministerium, Erhvervsministeriet, ligger godt til SF's Ole Sohn.
Med de tre ministerier sådan fordelt og Bjarne Corydon i den stærke koordinatorrolle er balancen mellem de tre mulige regeringspartier intakt på disse centrale poster.
Hvis de tre partier i øvrigt når til enighed.