Samuelsen: Thorning er fallit om et halvt år

Thorning er nødt til at gennemføre store reformer for at redde dansk økonomi, mener LA, som gerne forhandler

Helle Thorning-Schmidts (S) nye regering risikerer at gå fallit om seks måneder, hvis den gennemføre sin lange liste af valgløfter og ikke tager fat på reformer af økonomien og den offentlige sektor.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, da han mandag ankommer til møde med Helle Thorning-Schmidt på hendes kontor på Christiansborg.

På forhånd står de to forhandlingspartnere meget langt fra hinanden, fordi Liberal Alliance vil afskaffe efterlønnen og sænke skatten til 40 procent, mens Helle Thorning-Schmidt vil hæve skatten og bevare efterlønnen.

Efter mødet er Liberal Alliance dog positive. Ifølge Anders Samuelsen diskuterede partierne blandt andet muligheden for at fjerne multimedieskatten - et af de få steder, man er enige med Helle Thorning-Schmidt (S).

- Men multimedieskatten er ikke nok til at redde Danmark. Vi har mange steder, hvor vi gerne vil hjælpe en ny regering. Det gælder den økonomiske politik, værdipolitikken og reformeringen af den offentlige sektor med færre regler.

- Det bør være noget, vi bredt i Folketinget kan blive enige om, siger Anders Samuelsen.

Han peger på, at den nye regering grundlæggende står over for samme udfordring som den gamle:

- Nemlig at en masse arbejdspladser er på vej ud af landet, fordi vores konkurrenceevne ikke er god nok. Der har vi en masse at byde ind med, og der vil vi gerne være konstruktive.

- Det må være vigtigere at løse Danmarks problemer end at føre valgkamp fire år mere, siger Anders Samuelsen.

Parterne blev dog ikke så konkrete på det 45 minutter lange møde, at han allerede nu kan se områder, hvor Liberal Alliance kan blive enige med en ny regering.

Ifølge Anders Samuelsen er der dog al mulig grund til at fortsætte forhandlingerne.

- Vi har sendt et signal om, at vi er med, hvis vi kan blive enige om ting, der trækker i den rigtige retning. Det vil sige ting, der forbedrer Danmarks konkurrenceevne og skaffer arbejdspladser, siger Anders Samuelsen.