Hækkerup tabte til Hækkerup

Et af Folketingets længstsiddende medlemmer, socialdemokraten Klaus Hækkerup, trækker sig ud af politik

Klaus Hækkerup er søn af tidligere udenrigsminister Per Hækkerup. (Polfoto: Jesper Stormly Hansen)
Klaus Hækkerup er søn af tidligere udenrigsminister Per Hækkerup. (Polfoto: Jesper Stormly Hansen)

Socialdemokraterne tabte ved valget et af deres tre mandater i Nordsjælland, og det koster efter alt at dømme Klaus Hækkerup den plads i Folketinget, som han har bestredet i 23 år.

De to pladser går dermed til Christine Antorini og Nick Hækkerup.

- Ja, det ser ud til, at det bliver Nick og Antorini, der får pladserne, siger Klaus Hækkerup til ekstrabladet.dk.

Hækkerup Senior er dog ikke skuffet.

Se også: Sådan blev mandater fordelt

- Når man stiller op i politik, er der altid en risiko for, at man ikke bliver valgt. Det må man tage. Så nej, jeg er ikke skuffet, siger Hækkerup, der dog ikke ser sig slået af sin søn Nick, men snarere af Christine Antorini, der sidst stillede op i Københavns Storkreds men denne gang stillede op i Nordsjælland.

- Antorini kommer ind på min bekostning. Hun bliver valgt som nummer et, Nick som nummer to, og jeg ville nok være kommet ind som nummer tre, siger Klaus Hækkerup.

Klaus Hækkerup har ikke tænkt sig at fortsætte i landspolitik.

- Arhj, jeg er 68 år, så det var sidste gang. Jeg kan ikke melde noget officielt ud om, hvad jeg vil lave i fremtiden, siger Hækkerup, der har siddet i Folketinget siden 1988.

Senere har det vist sig, at Klaus Hækkerup kommer ind som nummer fire i Nordsjælland, hvor Thomas Horn placerer sig som nummer tre og 1. suppleant.

Se også: De har politik i blodet