Thorning i utroligt stærk topform

Tre kampagnedage tilbage - så åbner stemmelokalerne, og slutspurten er indledt. Rød Bloks står bedst, og Helle Thorning vandt aftenens tv-duel over Løkke, mener Hans Engell

Helle Thorning kan have problemer med at styre sin talelyst - i TV2-duellen torsdag  var Løkkes trætte kommentar til en afbrydelse: - Når, der var du igen! (Foto: Lars Krabbe)
Helle Thorning kan have problemer med at styre sin talelyst - i TV2-duellen torsdag var Løkkes trætte kommentar til en afbrydelse: - Når, der var du igen! (Foto: Lars Krabbe)

- Da Helle Thorning sagde, at for et arbejderparti er der én opgave: at skaffe folk arbejde - så gik den rent ind! Helle vandt stort i aften.

Tredje tv-duel mellem valgets to statsministerkandidater er slut, og ekstrabladet.dk's kommentator Hans Engell er ikke i tvivl om, hvem der vandt.

- Helle var virkelig stærk i aften, Hun var utroligt offensiv, hun havde styr på tallene, og hun spillede på hele registeret. Hun havde taget fat i Lars Løkkes udtalelser i Berlingske om, at Venstre er det moderne arbejderparti, og det brugte hun klogt.

Mænd om kvindelige politikere
- Lars Løkke var trængt, det var han, konstaterer Hans Engell. - Men Helle skal altså lære at lade være med at afbryde. Hun afbryder for meget og taler for langt - men måske siger mænd altid sådan om kvindelige politikere, funderer Hans Engell med et glimt af selverkendelse.

Meningmålingerne har i den seneste uge af valgkampen indsnævret forskellen mellem rød og blå blok, men tendensen er ikke helt stabil, så det var en Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen i problemer, som i aften mødte sin udfordrer, Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, til duel på DR-TV.
Læs: Helle som domptør i et loppecirkus

Begge duellanter fit for fight
Første tv-duel mellem dem blev, mener ekstrabladet.dk's kommentator Hans Engell, lige efter, valget var udskrevet, vundet af Helle Thorning. Modsat gav Engell Løkke en kneben sejr i duel nummer to i torsdags.
Læs: Løkke fik revanche med et mulehår

Helle Thorning Schmidt havde i aften skiftet den sorte kjole og fuchsia-røde jakke fra torsdag ud med kongeblå bluse og sort dragt. Lars Løkke Rasmussen var tro mod det mørke jakkesæt og den hvide skjorte, men havde taget et mørkt slips med hvide striber på i stedet for det kornblomstblå og havde fået den hvide farve tilbage i de ret rødsprængte øjne. Begge virkede fit for fight, da debatten blev indledt af Lilian Gjerulf Kretz i cool lysegråt.

Debat uden særligt nyt
Den time, debatten varede, bragte ikke rigtig noget nyt, mener Han Engell. Det var kendte temaer og kendte synspunkter. Men altså med en vinder, som var stærkere end sin modstander, da kampen kom i gang.

Dansk krigsførelse blev første tema på baggrund af 10 året for angrebet i New York. Her glædede Thorning statsministeren med meldinger om fortsættelse af store dele af den hidtidige udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Fejende frihedsfaner
Men Løkke stillede spørgsmålstegn ved, hvad Enhedslisten og SF kan betyde for en eventuel ny regering, og lovede selv at ville føre en fortsat aktivistisk udenrigspolitik med fejende frihedsfaner!

Hertil svarede Thorning ved at lægge vægt på, at vi skal gøre forskel ved at vægte klima og energipolitik - og vise vores evne ved at levere et professionelt dansk formandskab i EU fra 1. januar.

Efter denne fredsommelige indledning gik debatten videre til dagpengeforringelserne og kampen om retten til at kalde sig 'arbejderparti', som Venstre har gjort i dag.

Skatten og de 12 minutter
Der blev talt skatter og afgifter - Helle Thorning mente, at Lars Løkkes skræmmebillede af S-SF-politikken er for meget, men erkender, at visse skatter vil stige. Løkke pegede på, at alle S-løfterne skal betales - og at det bliver 27.500 kroner pr. familie, eller, hvis de meget omtalte 12 minutter bliver til noget, 20.000 kroner pr. familie. Helle Thornings svar var, at V, K og LA lover skattelettelser, selv om velfærden halter slemt, og der mangler 85 milliarder i statskassen.

179 timers ekstra arbejde
En relativt ny variant var, at Lars Løkke bad Helle Thorning svare på, hvad det vil gavne på landets problemer, at folketingsmedlemmer tilsammen arbejder 179 timer mere om ugen...

En runde om udlændingepolitikken stillede Helle Thorning over for det selvfølgelige spørgsmål fra ordstyreren: Hvordan kan du sikre udlændingepolitikken, når Enhedslisten og radikale (og for så vidt SF) er så uenige med S?

Udlændingepolitik på midten
Men Thorning spillede problemet over i modsat lejr og gættede på, at både V og K gerne vil lave udlændingepolitik på midten, men ikke må for Dansk Folkeparti. Hendes budskab var: Lad os komme ind på midten og lave udlændingepolitikken i fællesskab.

Den faldt Løkke så ikke for!

Blottet for hyggestemning
Debatten var - efter den fredsommelige indledning - stort set blottet for hyggestemning. Der var ikke megen åbenhed over for modpartens synspunkter eller tidligere udspil, og det virkede heller ikke, som om de to debattører brød sig meget om hinanden!

Skarpest i stemmen var Helle Thorning måske, da Lars Løkke - som i torsdags - bebrejdede hende, at hun afbrød ham. Men her var han måske en kende for rap i replikken, for det var faktisk Løkke, der afbrød hende.

- Er vi enige om det, svirpede Helle Thorning.

Sådan begyndte søndagen
Den, der tier, samtykker, så det gjorde Løkke. Men kort tid senere var det så Helle, der afbrød - og så ud, som om det pludselig gik op for hende, at det ikke var så smart igen.

Lars Løkke Rasmussen fra Danmarks Liberale Parti havde indledt søndagen med en melding i Berlingske Tidende om, at Venstre er det moderne arbejderparti. Lederen af det, hvis søsterpartier f.eks. hedder Labour eller Arbeiderpartiet, Helle Thorning, lagde ud i Politiken med at fortælle, hvordan hendes første 100 dage i Lars Løkkes nuværende job skal forløbe.