Seere raser mod TV2's valgshow

TV 2 får på puklen for at blande vækstplan og sundhedspolitik med pompon'er og cheerleaders - politikerne var dog begejstrede

Flere seere kritiserer TV2's valgduel torsdag aften for at være plat, men bl.a. Lene Espersen synes, det var sjovt. (Foto: Rene Schütze)
Flere seere kritiserer TV2's valgduel torsdag aften for at være plat, men bl.a. Lene Espersen synes, det var sjovt. (Foto: Rene Schütze)

Det lignede en håndboldfinale med pompon'er, cheerleaders og buh-råb. Men det var en valgduel i en valgkamp, der af mange er kaldt den vigtigste i mange, mange år.

Med blå og røde fan-grupperinger blev de ni politikere modtaget som sportsstjerner i Silkeborg hallerne, mens TV2-værten Jes Dorph-Petersen styrede slagets gang som en anden lørdagsunderholdning i den bedste sendetid.

Den alternative valgduel har for alvor fået brugere på nettet til tasterne, hvor der både er modstandere og tilhængere af valgshowet.

Deltag i debatten nedenfor: Var valgduellen i Silkeborg plat eller politik?

Læs også:

'Lige ved at smække Jersild én'

På TV 2's egen Facebook-side væltede det ind med kommentarer efter programmet.

- PINLIG udsendelse, 'Valget:Kampen om din stemme' på TV 2. Folk, som maler sig i hovedet, råber og skriger i munden på hinanden, buh'er, flag, bannere osv. Det minder mig om et cirkus i en børnehave med små, forkælede unger, skriver seeren Stine Spindler Ubbe.

Søren Christensen:

- Den dårligste og pinligste debat i lang tid. Håber redaktionelt det giver tømmermænd og fremover en debat på værdig vis overfor seerne.

Jan Erik Sørensen:

- Måske redaktionen på tv2 og news bevist vil fortælle os seer hvilket niveau de mener politikkerne debatter på,man kan vel ikke mene det i aften er seriøs debat. Det er plat i bedste sende tid..

Selv om kommentarerne overvejende er negative overfor showet, så er der også positive reaktioner.

- Må indrømme Jeg ik forstår kritikken af valg møde på tv 2 igår.. mine 2 børn på 15 og 17 år så det hele og Jeg tror netop de blev fanget af det var på en måde de kunne forholde sig til... så lad der være plads til det hele... det var en god måde at fange de helt unge på, skriver Bettina Hansen.

Elizabeth Papist Svenson:

- jeg er helt enig i at der skal være plads til det hele. jeg sad også og så valgmødet i går og jeg blev da osse fanget af det, og jeg er kommet tættere på at vide hvor jeg vil sætte mit kryds

Maibritt Pedersen:

- Er også enig, det fangede også min datter.

Det var fantastisk
To af deltagerne, udenrigsminister Lene Espersen (K) og SF's Astrid Krag, var begge meget begejstrede for valgduellen.

- Jeg synes, det var helt fantastisk. Det er helt klart et af de bedste valgarrangementer, jeg nogen sinde har været med til, sagde Lene Espersen efter duellen på TV2.

SF's Astrid Krag glædede sig til at høøre, hvordan showet bliver modtaget ude hos seerne.

- Her inde var der skæg og ballade. Jeg er mere spændt på at høre, hvordan det har været hjemme bag tv-skærmene. Om man overhovedet kunne høre, hvad det gik ud på. Men det er altid sjovt at prøve noget anderledes, og en håndboldarena, det har jeg alligevel ikke prøvet før, sagde Astrid Krag.

Hos TV 2 forklarer eventchef for Nyhederne, Ulla Pors, at aftenens vælgermøde skal ses som et af mange vælgermøder.

- Vi har haft både et topmøde mellem Helle Thorning og Lars Løkke og en partilederrunde, og vi kommer til at have et topmøde og en partilederrunde mere. Men det her er det store folkelige. Man er tilbage i forsamlingshuset, det gode gamle vælgermøde med råben og skrigen og 1.300 engagerede publikummer, siger Ulla Pors til Berlingske.

Deltag i debatten nedenfor: Var valgduellen i Silkeborg plat eller politik?