SF'er: Dansk imam-uddannelse er løsningen

Det er en falliterklæring for regeringens indsats de sidste 10 år, at sharialovgivning vinder frem, mener SF-kandidat

De danske imamer skal uddannes på danske universiteter, mener Serdal Benli. (Arkivfoto: Jens Panduro)
De danske imamer skal uddannes på danske universiteter, mener Serdal Benli. (Arkivfoto: Jens Panduro)

Der er ikke meget nyt i de forslag til bekæmpelse af sharialovgivning, som Dansk Folkeparti i dag lægger frem ( se forslag her). Det mener SF's folketingskandidat Serdal Benli, som har problematikken tæt inde på livet som formand for Beskæftigelses- og integrationsudvalget i Gladsaxe Kommune.

- Jeg er enig i, at hvis der foregår noget kriminelt, så skal det straffes. Og jeg er også enig i, at religiøse forkyndere skal kunne udvises, hvis de tilbageholder oplysninger og ikke indberetter. Men om det er praktisk muligt at finde mange af de her lovovertrædere, det vil jeg tillade mig at tvivle på, siger Serdal Benli.

- Samtidig synes jeg, der er tale om et løftebrud, når man ikke bedre har forstået at komme problemerne til livs. Da regeringen kom til i 2001 ville den gøre op med paralelsamfund. 10 år efter er det en falliterklæring, når man stiller sig op og konstaterer, at problemet vokser.

- Man må se på, hvilke andre løsninger, der eksisterer. Jeg mener, der er to oplagte ting, man kan gøre. Man skal lave en dansk imam-uddannelse på universitetet. Man uddanner præster på universitetet, så hvorfor ikke også imamer. Så får man gjort op med det problem, der ligger i, at mange religiøse lærde og forkyndere kommer til Danmark fra lande, som ligger langt fra noget, der harmonerer med dansk demokrati i 2011.

- Og så skal der gøres en stor opsøgende indsats ude i de miljøer, hvor de her problemer eksisterer, så man får talt med de unge og præget deres holdninger, siger SF-kandidaten.