Derfor undlod han at tvære Helle

Statsministeren optrådte meget korrekt, da Thorning i dag blev hevet ind i ny skattesag - men det var der en grund til

Lars Løkke Rasmussen havde al mulig god grund til ikke at kaste med mudder efter Helle. (Foto: Claus Bonnerup)
Lars Løkke Rasmussen havde al mulig god grund til ikke at kaste med mudder efter Helle. (Foto: Claus Bonnerup)

Da Lars Løkke Rasmussen i dag undlod at gribe chancen for at kaste med mudder mod Helle Thorning-Schmidt i forbindelse med skattesagen om uberettiget fradrag, var det bestemt ikke, fordi manden er blevet blødsøden.

LÆS OGSÅ: Løkke vil afsløre sladrehank i skattesag

LÆS OGSÅ: Avis: Helle T. fik uberettiget fradrag

Tværtimod var det rigtig godt spin for at redde sin egen og Venstres røv.

En farlig boomerang
Det vurderer politisk kommentater Peter Goll.

- Lars Løkke er bange for, at sagen skal ende med at blive en boomerang, der rammer Venstre. For det første er sagen lige nu indholdsmæssigt så svag, at det kan være farligt, hvis han presser Helle Thorning, for læserne kan ikke lide for meget mudderkastning. Historien handler jo lige nu dybest set om, at Helle Thorning - uden at vide det - har gjort noget, som ikke er ulovligt. Det er altså en tynd kop te.

- For det andet kom det jo frem i hele første runde af B.T.'s skattesag (om Stephen Kinnocks skattepligt, red.), at revisoren, der blev brugt som ekspert i B.T., faktisk var aktivt medlem af Venstre. Det så ikke godt ud, og Løkke er simpelthen bange for, at opfattelsen bliver, at Venstre har plantet historien eller har noget som helst med den at gøre. Derfor er det vigtigt at tage afstand fra den.

Løkke som en statsmand
- Men hvorfor vælger han ligefrem at sætte en undersøgelse i gang af sagen. Han kunne vel bare nøjes med 'ingen kommentarer'?

- Det er dels fordi, at det kan virke lidt fordækt, når man slet ikke vil sige noget. Og dels fordi, at han ved at sætte en undersøgelse i gang kan få lov til at virke lidt statsmandsagtig.

- Helle Thorning har jo selv sagt, at hun håber, det bliver taget alvorligt, at avisen har fået fortrolige oplysninger, og den tråd tager han op. Han hæver sig over almindelig politik og viser, at han sætter det, at alle mennesker bliver behandlet ordentligt, højere. Også hans politiske modstander. Det er en rigtig klog melding af ham.

- Det er godt spin?

- Ja det synes jeg. For sagen har faktisk potentiale til at blive mere giftig for Løkke end for Thorning. Hvis det kom frem, at Venstre har noget som helst med den historie at gøre, så er det en boomerang, der kan gøre virkelig ondt. På denne måde kan han i stedet høste sympati.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER

Betalte for lidt i skat
Den nye skattesag bunder i, at Helle Thorning-Schmidt uberettiget fra 1999 til 2008 har udnyttet sin mand Stephen Kinnocks danske skattefradrag og dermed betalt for lidt i Skat, skriver B.T.

Da fejlen - som Skat har taget ansvaret for - blev opdaget, var sagen ifølge avisen forældet.

Helle Thorning-Schmidt har intet juridisk gjort forkert. Og Thorning selv afviser, at sagen har noget på sig.

Politiet bedt om at gå ind i sagen
Efter Løkkes udmelding om, at han vil have undersøgt, hvordan de personfølsomme oplysninger om Helle Thorning-Schmidt er kommet i hænderne på B.T. har skatteministeriet oplyst, at de vil bede politiet gå ind i sagen.

Og ifølge politimester i Københavns Politi, Niels Pallesen, tyder meget på, at der er en politisag.

- Alle anmeldelser medfører ikke en efterforskning. Der skal være en formodning om, at der er begået noget strafbart Og det er der meget, der tyder på, at der er i denne sag, lyder det.