Villy Søvndal - nu også på tegnsprog

Villy Søvndal bejler til flere hundrede tusinde hørehæmmede vælgere

SF lancerer nu som det første parti valgvideoer med partiformanden, Villy Søvndal, på tegnsprog og tekstet for hørehæmmede. (Foto: Mogens Flindt)
SF lancerer nu som det første parti valgvideoer med partiformanden, Villy Søvndal, på tegnsprog og tekstet for hørehæmmede. (Foto: Mogens Flindt)

SF lancerer nu som det første parti valgvideoer med partiformanden på tegnsprog og tekstet for hørehæmmede.

På SF's hjemmeside kan døve og hørehæmmede derfor se Villy Søvndals budskaber tolket på formfuldendt tegnsprog i fem forskellige valgvideoer.

- Hørehæmmede og døve er ofte en overset gruppe, da deres handicap er usynligt. For mange i denne gruppe kan det være svært at følge med i folketingsvalget, især nu hvor megen kommunikation foregår via video og tv, forklarer SF's socialordfører, Özlem Sara Cekic.

Der findes 5000 døve i Danmark, men 800.000 har problemer med hørelsen, så SF's initiativ vækker begejstring hos handicaporganisationerne.

- Det er sjældent, at der tages hensyn til mennesker med hørehandicap og særligt til gruppen af døve, når der laves valgmateriale som film og video. Derfor er det et initiativ, som man kun kan hilse ekstremt meget velkommen.

Det siger formanden for Danske Handicaporganisationer, Stig Langvad.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER

Og formanden for Danske Døves Landsforbund, Janne Boye Niemelä, forklarer, hvorfor det er vigtigt, at valgvideoerne også er tegnsprogstolkede.

- De fleste døve har dansk tegnsprog som modersmål og dansk skriftsprog som andet sprog. Grammatikken er meget forskellig i det to sprog - og derfor giver det ekstra udfordringer for døve at læse og forstå skriftlig information, siger Janne Boye Niemelä og fortsætter:

- Når Danmarks døve skal sætte deres kryds den 15. september, vil vi også gerne vide, hvad vi skal stemme og have mulighed for at danne os en holdning. Med SF's oversatte videoer er der taget et forbilledligt kvantespring på området - og vi håber, at flere partier vil følge det gode eksempel.