SF rækker hånden ud til Pia Kjærsgaard

SF-formand Villy Søvndal er klar til at indgå en række forlig med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti

Villy Søvndal åbner nu op for et samarbejde med Dansk Folkeparti efter valget. (Foto: Mogens Flindt)
Villy Søvndal åbner nu op for et samarbejde med Dansk Folkeparti efter valget. (Foto: Mogens Flindt)

SF åbner for et praktisk samarbejde med Dansk Folkeparti efter valget.

Efter i årevis at have kritiseret DF for at indgå smalle forlig med VK-regeringen giver SF-formand Villy Søvndal nu Pia Kjærsgaard (DF) mulighed for indgå smalle forlig med en rød regering.

Helt konkret inviterer SF til samarbejde på syv politiske områder som eksempelvis dagpenge, hjemmehjælp og højere pensionstillæg, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- SF ønsker en række reelle sociale forbedringer. Og vi vil også gerne gøre det sammen med Dansk Folkeparti, hvis partiet har modet. Om nødvendigt også i smalle forlig, siger Villy Søvndal.

Socialdemokraterne støtter SF, men gruppenæstformand Mette Frederiksen (S) tvivler på en decideret ny alliance med Dansk Folkeparti.

- Det vil kræve, at DF vender sin politik på hovedet, men det vil være velkomment, for igennem de seneste 10 år har DF bidraget til at øge uligheden i det her land - ikke til at formindske den, siger Mette Frederiksen til Jyllands-Posten.

Læs også:TV: Her kysser frustreret Anders Samuelsen journalist væk

SF møder opbakning til enkelte af punkterne hos Dansk Folkeparti, skriver avisen. Det gælder blandt andet hjælp til ledige, der er på vej til at ryge ud af dagpengesystemet.

Men ellers er der ikke megen glæde at spore hos Dansk Folkeparti, der mener, at Søvndal blot er ude på at fjerne fokus fra udlændingespørgsmålet.

- Det er et politisk stunt fra Villy Søvndals side for at komme til at tale om noget andet end udlændingepolitikken, hvor han er kommet i store problemer de seneste dage, og hvor det sejler for S og SF, siger Kristian Thulesen Dahl til Jyllands-Posten.

Avisen skriver ligeledes, at en ny måling fra Rambøll/Analyse Danmark giver SF, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti et samlet flertal efter valget.