De Radikale har syv udlændingekrav

De Radikale vil stille syv krav til udlændingepolitikken i forhandlinger med S-SF, siger Margrethe Vestager

De radikale er klar med de syv krav på udlændingeområdet, som partiet vil møde op med til regeringsforhandlinger hos S-formand Helle Thorning-Schmidt, hvis oppositionen vinder valget, skriver Politiken søndag.

De Radikales krav omfatter både punkter, som der længe har været åben uenighed om i den røde blok, og en håndfuld elementer, hvor de radikales synspunkter nogenlunde flugter med S-SF-alliancens.

Mens S-SF bakker op om 24-års reglen og tilknytningskravet, ønsker de radikale reglerne for familiesammenføring lempet. Både 24-års reglen, tilknytningskravet og pointsystemet skal afskaffes, skriver avisen.

- Vores krav er, at der skal være en ny udlændingepolitik, siger den radikale leder Margrethe Vestager (R).

- Vi ønsker at komme så tæt som muligt på vores mål. At man som dansker kan leve i Danmark, også når man er gift med en udlænding. At asylsøgere får en ordentlig behandling. At det bliver lettere for virksomheder at rekruttere dygtige medarbejdere. Og samlet set en bedre retssikkerhed.

Så sent som i fredags rykkede Socialdemokraterne ud med en garanti for, at 24-års reglen og tilknytningskravet vil ligge fast i hele næste valgperiode.

Derfor kommer de radikales ønskeseddel til regeringsforhandlingerne, som bakkes op af Enhedslisten, på et ømtåleligt tidspunkt.

Margrethe Vestager ønsker ikke at gå i detaljer med, hvilke af de radikale krav det i radikal optik er mest afgørende at komme igennem med.

- Jeg ønsker ikke en firkantet diskussion om den ene regel over for den anden regel over for den tredje, siger hun.

At den nye radikale udlændingeplan er en varm kartoffel understreges af, at den øverste ledelse hos både Socialdemokratiet og SF lørdag ikke ønskede at kommentere kravene.

Integrationsordfører Henrik Dam Kristensen (S) slår dog over for Politiken fast, at der ikke bliver ændret på 24-års reglen og tilknytningskravet.

S afviser også at nedlægge Integrationsministeriet.