Søren Pinds spindoktor Martin Ruby Larsen blev sat af flyet, da han her til formiddag var på vej til Afrikas Horn sammen med ministeren og kronprinsesse Mary.
Under mellemlandingen i Amsterdam udskrev Lars Løkke Rasmussen det længe ventede valg, og så bliver de særlige rådgivere automatisk fyret og må aflevere telefon og computer. Martin Ruby Larsen må nu i stedet finde et fly hjem til Danmark.
Effektiv mundkurv
Søren Pind har derimod fået en effektiv mundkurv på i de første omkring otte timer af valgkampen. Han tog allerede afsted fra København omkring kl. 6 i morges og er nu på vej videre mod Afrikas Horn sammen med kronprinsessen. De lander efter planen på et tidspunkt i aften. Her skal de danske repræsentanter øge opmærksomheden om sultkatastrofen i de tørkeramte områder. Besøget er planlagt til at strække sig fra 26.-28. august.
Også Lene Espersen var udenlands, da valget blev udskrevet. Hun er på Færøerne og flyver hjem i eftermiddag.
- Det er lidt eksotisk at sidde her på mit hotel og erfare, at valgkampen er gået i gang derhjemme, siger Lene Espersen til bt.dk.