LIVE TV: Se pressemødet med Løkke klokken 12
Blot få dage før statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ventes at udskrive folketingsvalget, viser en ny meningsmåling, at der er lang vej hjem for regeringen.
Målingen, som Voxmeter har lavet for Ritzau, afslører, at de to regeringspartier Venstre og De Konservative samt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tilsammen blot får 44,5 procent af stemmerne eller 80 mandater, hvis der var valg i morgen.
De Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten får 53,5 procent af stemmerne eller 95 mandater.
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, venter dog med at pakke sine flyttekasser.
- Der har længe været tegn på, at vælgerne ønsker noget nyt - og at den nuværende regering er nedslidt. Men intet er givet endnu. Et er meningsmålinger. Noget andet er valgkampe, siger Henrik Sass Larsen.
Voxmeters meningsmåling er foretaget i dagene 15. til 19. august. Altså i samme periode hvor Venstre med den omstridte annoncekampagne 'Kig bag facaden' forsøgte at afklæde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndals økonomiske politik.
Alligevel er der ikke flyttet et eneste mandat mellem de to blokke i forhold til den forrige meningsmåling fra den 14. august.
I forhold til denne meningsmåling springer det imidlertid i øjnene, at Venstre går tilbage fra 24,7 procent af stemmerne til nu 22 procent, hvorimod ændringerne den seneste uge for de andre partier er minimale.
Socialdemokraterne står nu til 27,5 procent mod 27,8 procent for en uge siden.
Politisk kommentator Søs Marie Serup, der er Lars Løkke Rasmussens tidligere spindoktor og tidligere leder af Venstres Center for Politik og Kommunikation, kalder blå bloks efterslæb i meningsmålingerne "lige i overkanten" af, hvad der kan hentes under en valgkamp.
- Det ser næsten umuligt ud, men i politik skal man aldrig sige aldrig, siger Søs Marie Serup.
- Der er jo også de politiske kaniner, man selv laver - og så dem som kommer udefra. Den økonomiske situation er en af disse. Derfor kan folketingsvalget denne gang mere blive afgjort af omstændighederne end selve valgkampen, tilføjer hun.
Ved otte ud af de seneste ni valg er den statsministerkandidat, der førte i meningsmålingerne lige op til valget, også løbet af med sejren.
Voxmeter har spurgt 1002 såkaldt repræsentativt udvalgte personer over 18 år, hvilket parti de vil stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen.
Den maksimale usikkerhed i meningsmålingen er på plus/minus 2,8 procentpoint.