S og SF vil bekæmpe hadefuld debatkultur

Rød blok er parat til strammere lovgivning for at begrænse hadefulde udfald på nettet. Justitsminister afviser

Langt flere mennesker skal stilles til ansvar for deres hadefulde ytringer på internettet.

Det mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, som sammen med SF åbner for ændringer af straffe- og presseloven, hvis vi får en rød regering efter næste valg.

Det skriver Berlingske.

- De regler, der gælder i henhold til straffe- og presseloven, er opfundet i en tid før, der var blogs og debatfora på internettet, siger Henrik Sass Larsen til avisen.

- Meget få mennesker bliver stillet til ansvar for hadefulde ytringer på nettet, og jeg mener ikke, at en sådan omgangstone er sund for vores demokrati.

Opildner til vold
Debatten om tonen på nettet har rejst sig i kølvandet på terrorhandlingen i Norge, og der er kommet fokus på, hvorvidt hadefulde ytringer på diverse fora på internettet kan medvirke til at opildne til vold.

- Det er dybt problematisk, hvis vi bare tillader hadefulde ytringer med henvisning til ytringsfriheden, siger Sass Larsen til Berlingske.

- Derfor vil jeg nedsætte et ekspertudvalg med jurister og andre skriftkloge mennesker, som skal komme med en betænkning om, hvordan man blandt andet kan modernisere injurieparagraffen og presseloven.

SF bakker op om forslaget, mens justitsminister Lars Barfoed er imod yderligere indskrænkninger af ytringsfriheden:

- Umiddelbart synes jeg ikke, der er behov for en ekspertgruppe. Vi må ikke gå for vidt i vores begrænsninger af ytringsfriheden, for så risikerer vi at gå terroristernes ærinde. Deres mål er at begrænse frihedsrettighederne i vores samfund.

Ytringsfriheden er i dag allerede begrænset af racisme-, blasfemi-, og injurieparagraffer.

0 kommentarer
Vis kommentarer