Løsgænger fik ingenting som 2020-betaling

Pia Christmas-Møller fik internet, som allerede var der, for sin afgørende stemme til regeringens 2020-plan

Pia Christmas Møller er vist blevet snydt. (Foto: Thomas Borberg)
Pia Christmas Møller er vist blevet snydt. (Foto: Thomas Borberg)

- Ja, det har vi.

Landets syv universiteter svarer alle positivt på spørgsmålet om, hvorvidt de har trådløst internet.

Den trådløse forbindelse var ellers den betaling, løsgængeren Pia Christmas-Møller havde fået for at lægge den afgørende stemme til regeringens 2020-plan, skriver dagbladet Information:

- Det land, der først udnytter den adgang til viden, som internettet giver, har en konkurrencefordel internationalt, mener jeg.

- Det er derfor, jeg har puttet det ind i en vækstdagsorden, forklarede Pia Christmas-Møller til Information om sine krav, der altså skulle sikre trådløst internet på både universiteter, ungdomsuddannelser og i folkeskoler.

Gør ingen forskel
Ved nærmere eftersyn viser det sig dog, at kommunerne allerede har forpligtet sig på at sikre skolerne det trådløse netværk.

Hos KL oplyser man, at det trådløse netværk i folkeskolen er et tema, der var med i forhandlingerne gennem længere tid og uafhængig af 2020-aftalen.

Og heller ikke på gymnasierne vil løftet fra Pia Christmas-Møller tilsyneladende gøre den store forskel.

Fra Gymnasieskolernes Rektorforening lyder det, at 'man ikke kan forestille sig andet, end at samtlige gymnasier har trådløst internet.'

Og ifølge Informations rundringning til landets syv universiteter har de altså også allerede det af løsgængeren sikrede trådløse netværk.

Pia: Ikke fuld dækning
Pia Christmas-Møller henviser til, at hun under forhandlingerne med regeringen fik oplysninger fra Videnskabsministeriet om, at der ikke var fuld dækning på det trådløse internet, skriver Information.

- Jeg kunne ikke få at vide, præcis hvor megen dækning, der er, men jeg fik at vide, at der ikke var fuld dækning, heller ikke på universiteterne. Og det var en oplysning, der faktisk overraskede mig, siger hun og tilføjer:

- Hvis der allerede var trådløst net, var der jo ingen idé i at lave en aftale.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere