Khader hænger sine fjender ud på Facebook

Offentliggør hadefulde indlæg, hvor han blandt andet bliver kaldt 'fucking møghund'

Det konservative folketingsmedlem Naser Khader er grundigt træt af hadefulde, unge muslimer, der sviner ham til, når han bruger sin ytringsfrihed i debatten om islam. Det skriver B.T. onsdag.

Siden Naser Khader, der er født muslim, holdt en prædiken Grundlovsdag i den protestantiske Mårum Kirke, hvor han gav udtryk for sin tvivl om sin tro, har han oplevet en ny bølge af tilsvininger på mail og via Facebook.

Fucking møghund
I går valgte Khader på sin facebook-profil at offentliggøre et indlæg fra en ung mand, der angiveligt er muslim. Han skriver blandt andet:

'Naser Khader din fucking møghund! Du elsker dansker! Hader muslimer! Din fucking bums. Fuck din fremtid, din nar! Din hund, dit svin!'

Naser Khader offentliggjorde teksten til det hadefulde indlæg, flankeret af et foto af manden bag.

Ovenover skriver Khader:- Her er endnu en meget 'tolerant' ung muslim. I får ham med foto. Og hvor er jeg dog glad for, at vi nu har skærpet udvisningsreglerne, som primært rammer sådan nogen ham.

Træt af tilsvining
Denne bemærkning fik nogle af Khaders 5000 facebook-venner til at opfordre politikeren til at fjerne fotoet igen. Men det vil Naser Khader ikke.

- Nej, det synes jeg ikke, er rimeligt. Hvis det er det, de folk mener, så må de også stå ved det, og jeg er godt træt af de tilsvininger, siger en vred Khader til B.T.

Ifølge Naser Khader er han ikke den eneste, der bliver udsat for ubehagelighederne:

- Det er ikke kun mig, der oplever den slags ubehagelige ting, men en masse andre muslimer, der tillader sig at tvivle på deres tro, som jeg også tillader mig. Og der er ikke nogen, der skal bestemme over mine tanker, og hvad jeg tillader mig at tvivle eller tro på, siger Naser Khader.

Skadelig for demokrati
Han mener, at den chikane, som andre muslimer er udsat for, er skadelig for demokratiet og debatten i Danmark:

- Den betyder, at der er mange muslimer, der ikke tør stille sig op og deltage i den offentlige debat med deres tvivl og deres spørgsmål. Det er desværre sådan, at hvis man kritiserer islam, Gud eller Muhammed, så er der nogle muslimer, der tror, at det er en personlig kritik af dem. Det er noget vrøvl, mener Khader.

Det er ikke lykkedes B.T.at få en kommentar fra de to personer, der er citeret for de hadefulde indlæg mod Khader.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jesper Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen