En af socialdemokraternes helt store tænkere gennem de seneste fyrre år, Erling Olsen, er død.
Den tidligere bolig- og justitsminister samt folketingsformand blev 84 år gammel.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt udtaler disse mindeord.
- Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om Erling Olsens død. Han vil blive savnet og husket. Erling var en af de store skikkelser i Socialdemokraternes historie. Gennem flere årtier var han en af de bærende personer i udviklingen af det moderne Danmark. Både som politiker og som akademiker var han med til at skabe velfærdssamfundet. Han var en af de personer, som bandt det gamle sammen med det moderne. Hans oplevelser under Anden Verdenskrig prægede hans sikre sans for ret og uret og hans overbevisning om de muligheder, vi har i Danmark. Vi er stolte over, at Erling var en del arbejderbevægelsen.
Læs også: Erling Olsen er død
- Erling vil blandt andet blive husket for sit virke som Folketingets formand. Med den såkaldte Olsen-plan skete en omfattende modernisering af Folketingets arbejde. Men Erling vil først og fremmest blive husket for sit elskelige lune, store vid og gavmilde humør. Man kunne snildt være uenig med Erling, men man kunne ganske enkelt ikke være sur på ham. Og det var ikke tilfældigt, at da han som justitsminister blev spurgt, om han var høg eller due, svarede, at han var en ugle. Sådan var han. Klog, besindig og fuld af lune. I dag går mine tanker til Erlings familie og venner. Deres tab kan ikke erstattes. Vi har mistet verdens klogeste ”ugle”. Vi har mistet en ven og en ægte kammerat.
Æret være hans minde.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.